onsdag den 4. august 2010

Livet er så enkelt, hvorfor er det vi gør det så kompliceret...?

I det store hele handler livet om to ting nemlig at opleve det og derigennem drage sig erfaringer og viden til at forstå det.

Hvad er det der gør livet eller sagt på en anden måde, hvorfor er det at vi gør livet kompliceret ?

Der er flere årsager, men nogle af de største handler om kontrol og dette på alle planer, den anden ting er manglen på tillid og forståelse af, at det der sker er det der skal ske, og det er det eneste rigtige for os og vores udvikling.

Inden jeg går mere i dybden med disse emner, vil jeg lige tilføje, at det gør ikke at vi bare kan læne os tilbage og blive passive, i forhåbningen om at det rigtige sker, eller en endnu større illusion og ansvarsløshed at sige det er vores karma og sådan må det være. For der sker ikke mere end det vi fylder i livet, det vi oplever er en direkte tilbagemelding om, hvad vi har tilført vores liv og gjort i livet, og dermed skabt mulighed for at høste og opleve.

Livet handler som sagt om at opleve, via vores oplevelse udvikler vi vores evner til at sanse og forstå det vi oplever, dette gør vi dels igennem kontrastprincippet. Hvis dette princip ikke eksisterede var der ingen mulig oplevelse, da alt ville være hvidt i hvidt, gråt i gråt eller sort i sort.
Det er via dette princip at vi kan opleve lys og mørke, behag og ubehag, kærlighed og lidelse. Det er det der gør at vi kan sanse og forstå, hvad lyset er og hvad mørket er og hvad henholdvis det ene og andet medfører og bibringer vores liv.

Det fører os frem til det næste princip, talentkerneprincippet, det princip der har med opøvelse af vores talenter at gøre, som i sidste fase er lagret som en evne, vi bliver geni i at udføre og ikke skal tænke over mere.

Alt hvad vi øver os I bliver vi gode til, uanset hvad det er vi øver os i, men på grund af kontrastprincippet kan vi sanse de forskellige sindtilstande denne udøvelse fører med sig og vi kan ved logisk analyse se sammenhængen og via mavefornemmelsen mærke hvad der opbygger os og dermed vores indre lys. Dette er vores guideline og navigator i livet. Der hvor vi ønsker det skal være anderledes, er der hvor vi skal øve os i det modsatte og dermed i det vi gerne vil have og opleve i vores liv.

Det der komplicerer vores liv er, at vi vil have kontrol med og styr på alt der sker, vi vil kende vejen, vi vil vide hvor den føre os hen og vi vil helst også kende målet. Vi har lært at ved kontrol kan vi lægge afstand til vores følelser og det der giver lidelse, smerte og ubehag.
Men vi glemmer en meget vigtig ting, det gør os på disse områder "følelseskolde", ufleksible og fjerner vores sårbarhed og sensitivitet, som er det der gør at vi kan være levende og sansende væsner. Des flere steder dette forekommer des flere mure, barrierer og begrænsninger skaber vi, mellem os selv og andre og des sværere er det for os, at sætte os ind i deres sted og rumme dem. Vi mister evnen og sensitiviteten til at se ind bagved facaden og møde kærlighedsvæsnet bag og kontakten til Gud og dermed også kontakten til vores ophav.

Vi er spejle for hinanden, alt det vi ikke kan acceptere eller rumme viser sider ved og i os selv vi ikke har rummet. Så jo mere vi kan rumme og med medfølelse opleve andre, viser og gør os klar over hvor det er vi er blevet frie i os selv og hvor der er arbejde at gøre.

Når vi prøver at kontrollere medfører det en masse tanker om fortiden og fremtiden, da vi prøver at analysere for at forstå det vi oplever, hvilket gør at vi er alt andet end at være og opleve at være lige nu og her og med det medvæsen vi står overfor.
Tankerne fører enten fortiden eller fremtiden ind nuet og da vi ikke kan både tænke og være til stede i nuet, fjerner det os fra det vigtigste, fordybelsen i livet og sansningen af dette.

Dette skal ikke forstås som om, at vi ikke skal opleve tanker og følelser, for det vil vi gøre i større eller mindre grad, da mødet med medvæsnet eller omgivelserne vil vække gamle tanker og følelser. Det skal forstås på den måde, at hvis vi vælger at give dem tiden og ikke medvæsnet eller oplevelsen, Forsvinder vi væk fra nuet og fordybelsen i mødet med medvæsenet og dermed oplevelsen af det der er virkeligt og er lige nu og her.

Det der gør at vi vil have kontrollen, er også at vi ikke har tillid til at det rigtige altid sker, vi har glemt vores oprindelse og kontakt med vores ophav Gud og Universet.
Vi har glemt eller har ikke længere kontakt til, at der findes noget større end os selv som har en vilje og et lys som os, et noget som oplever gennem os og det vi sanser og oplever i livet.
Vi er blevet gudløse materialister som tror på tilfældigheder og at der ikke er en større styring og mening med livet, vores liv. Det er i værste fald blevet noget der bare skal overståes.

Dette er klart nok, for hvis vi ikke kan sanse det kan det ikke være virkeligt, og så kan det ikke være andet end tro. Men igen er det ikke igennem vores tanker at vi skal finde svarene, det vi vil finde og møde her er, tanker der hænger sammen med andre tanker og følelser som fortæller hvad vi indtil nu har oplevet og erfaret. Det vil være at videreføre de gamle erfaringer og forståelser og det er ikke gangbart her, for vi er et andet sted end dengang hvor vi dragede og konkluderede dem, dermed gør det os ufrie og fængsler os til enten fortiden som er gået eller fremtiden som ikke er kommet og vores gamle måder at handle på dem på.

Så hvad er der tilbage hvis det er virkeligheden vi vil opleve og ikke bare forsætte med, at sætte en automatpilot til at lede og styre vores liv ?
Ja så er der nuet og det er heri, at alt er som vi ville kunne ønske os i livet, hvis vi tør give slip og følge med. Det er også her vi kan mærke, hvad det er for sindstilstande disse nye uopdagede egne/områder medfører for os og vores liv.
Ved at bruge vores før omtalte mavefornemmelse og vores logiske analyseringsevne får vi en oplevelse af hvad der skaber behag og kærlighed og hvorfor det gør det, vi får viden om livets mysterium og årsager.
Dermed ikke sagt at det altid føles lige let og behageligt, men hvis vi har fornemmet noget som vil være godt for os, som vil skabe behag for os og vores næste, er det om at holde fast i dette nye, uanset hvilke gamle tanker og følelser der vil dukke op. De vil forsvinde da de gør plads til det nye og er ved at tage afsked med os.

Det er når vi tør give slip og følge med og betræde nye arenaer, at vi bliver levende og kan opleve og sanse dybden af livet og hvad det reelt og egentligt har at byde på. Og det er ikke så lidt.
Kærligheden og glæden i universet er konstant tilstede, det er kun os selv der kan lukke den ude og dermed glemme eller være uden oplevelsen af den. Når vi åbner os bliver vi sårbare og kærlige nænsomme væsener, det kan ikke være anderledes, for kærligheden er ikke hård, firkantet eller indespærrende/fængslende, men derimod nænsom, forstående og accepterende, se bare tilbage på tiden i en forelskelse, det er en kort men meget konkret kontakt med livet og forbindelsen med paradiset på jorden.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

9 kommentarer:

Pia Konstmann sagde ...

Kære Robert

Det er svært at læse dine ord, uden at man får lyst til at reagere.

(Bedre kompliment findes næsten ikke, vel??)


"Livet er så enkelt, men ..."

Sådan tror jeg umiddelbart, at min livsfilosofi ser ud.

Det er smukt at du mener at have fundet og løst "livets mysterium", men hvis det var en endgyldig sandhed, så var det jo ikke et mysterium....??

Måske fordi jeg ikke ser livet som et mysterie der skal løses, men "bare" leves, og helst i en kontinuerlig proces, der udfra vores evner og individualitet, nogle gange vil gå fremad og andre gange tilbage.

Med tilbage, mener jeg f.eks. den periode vi lever i i disse årtier, hvor vi har svinet og forurenet vor klode til det punkt hvor vi har valget mellem at drukne i skidtet, eller få ryddet op.

Og hvor vi, trods en beviselig viden om at det er NU vi står ved skillevejen, oplever at så mange mennesker BEVIDST undsiger sig til ufravendelige, og i egen magtbegær ikke kan lade være at udfordre kloden.
Eller i ren og skær egoisme tænker, at den nuværende materielle rigdom er for værdifuld at risikere for at være børn og øvrige efterkommere kan få samme glæde af kloden som vi fik foræret for 100 år siden.

Det kan måske kaldes "enkelt", for vi kunne jo bare begynde at rydde op efter os, og forstå, at vi ikke nødvendigvis skal nedsætte vor levestandard, men blot ændre nogle ting, så vi ikke bare kan fortsætte et godt liv, men også fortsætte det med den ro i sindet, at vi ikke ødelægger noget for tid og evighed, men tværtimod skaber nye muligheder.

Det kan måske også kaldes "enkelt", for vi behøver jo ikke fortsætte den racisme og den konfliktsøgende adfærd som DK i så høj grad har implementeret.
Vi behøver ikke forpeste vores nyere medborgeres liv, både her i landet og når vi sender dem "hjem" til krig, død, tortur, mm.

Det var bare 2 eksempler.

Men.. så længe vi "bare" har så meget som 2 eksempler som forpester så manges tilværelse, på kort og lang sigt, og hvor de få personers handlinger har så ekstrem stor en indflydelse på de manges liv, hverdag og fremtid, kan jeg ikke sige at "Livet er enkelt" ..

Løsninger KAN være enkle, og mange er det også.

Men mange løsninger vil uundgåeligt have tabere, tabere som ikke logisk burde blive tabere, som ikke kan retfærdiggøre, at netop DE skal tabe.

Og med løsninger, mener jeg løsning på den problematik, at vi alle burde have mulighed for at vælge et liv med kærlighed.
Kærlighed til livet.

Jeg er ikke religiøs i den forstand at jeg har fundet en bestående religion der hverken giver mig de svar jeg skal bruge eller stiller de spørgsmål jeg vil besvare.

Da vi er mennesker er skabt med så uendelige mange muligheder for et godt liv, skal vi også respektere den eller det der har skabt os.

Og det må have været noget meget, meget stort, og langt større end vi mennesker har mulighed for at begribe.
Og vi skal også kun begribe én ting: nemlig at vi kun er en del af et enormt hele, og at vi, ligesom træet, katten, og vinden ikke er sat her som et overmenneske der skal kunne "forstå" det hele.

Det eneste punkt vi er i stand til at omfavne hele vor jord og atmosfære, er fordi vi har fået evnen til at destruere det.
Og den egenskab giver i min logik ikke ret til at tro, at vi så også skulle kunne "forstå" det hele eller løse livet mysterium.

Kunne vi blot løse det problem, hvordan vi kan bo og leve sammen på denne klode, og gøre så lidt ondt som muligt, så ville vort liv blive meget mere enkelt...
.. trods der altid vil være et lille "men.." bagefter.

Dette lille "men" der skal pirre vor nysgerrighed og ikke hvile i nogen falsk tryghed, men stadig søge nye veje og nye muligheder.

For mere kærlighed.

Med dyb respekt for din viden og indsigt,
Pia Konstmann

Robert Södergren sagde ...

Kære Pia,
Tusinde tak for din reaktion og dit store bidrag.
Jeg kan desværre ikke få lov at sende det hele i et dokument, så det kommer i 3 stykker

Jeg ved ikke om du har læst mine tidligere indlæg, hvor jeg breder noget af viden mere ud på de enkelte områder.

Men nu vil jeg prøve om jeg kan besvare dine forståelser og oplevelser som jeg ser dem og som er i så stor samklang med Martinus åndsvidenskablige analyser som muligt. Derudover er der et nyt indlæg på vej, som går endnu mere i dybden, omkring hvordan vi lære og udvikler os.

Jeg kan sagtens forstå dit men og det skal hellere ikke forstås som at oplevelsesmæssigt eller den mængde af lidelse og ubehag vi møde i livet. Men mere for at videregive dels mine egne erkendelser/forståelser og viden og derudover Martinus analyse som beskrive og belyser dette i mindste detalje.

Jeg har det meste af mit liv kæmpe mod autoriteter, undertrykkelse, racisme, udnyttelse og udbytning af mennesker og Moder Jord, så kan sagtens forstå din indgangsvinkel til livet og din livsfilosofi.
Men jeg vågnede op en nat bogstavlig talt, efter 25 års kamp og lidelse af en hver art, satte mig op i sengen og sagde jeg vil ikke kæmpe mere jeg vil elske. Dette her er ikke en beskrivelig gengivelse, da ord ikke kan dække, det jeg oplevede, for det skete på et helt andet plan og i en helt anden form for bevidsthed, men det vil du kunne læse når jeg få skrevet min bog færdig.

Jeg forstår godt dit men.., men for mig hænger dette men sammen med, at der er nogle ting vi ikke har afdækket, haft kontakt med eller er uvidende om. Jeg kigger på livet på en måde hvor jeg sanser bag det skete, at forsker i det usynlige og i livets ytringer, så langt som mit sanseapparat er udviklet til og dermed giver mig mulighed for.
For mig er det vigtigt at jeg ikke skal tro og behøver at tænke over det mere, men at det er blevet en i mit indre sansebar viden og oplevelse, hvad det nødvendigvis altid vil være.
Derfor kan jeg også kun videregive mine erkendelser og huske mine medvæsner på, at de må mærke efter om det er en sandhed for dem.

Jeg har en klar oplevelse af at der er en endegyldig sandhed bag det hele og jeg har igennem Martinus analyser set at det er muligt at forklare det forståeligt.

Mysteriet ligger i som du smukt nok pointerer, at så længe vi ikke kan se og forstå dette, så længe er det et mysterium, alt er et mysterium til vi har fået en forståelse af dets sammenhæng.

Men det er ikke ensbetydende med at det er den samme vej andre skal gå nu og her.

Du har fuldstændig ret i at livet bare skal leves, men hvis vi dykker ned i hvad det egentligt er livet handler om, så er det jo at opleve det og høste erfaringer og leve det ud og det er som du skrive, ikke nået der er stationært, men noget der bølger op og ned, i kraft af hvad vi har med i vores bagage af oplevelser.

For mig har det været vigtigt at forstå disse processer, for derigennem at kunne ændre min måde at handle på og rumme mine mange lidelsesperioder og kriser.

For mig er det ikke vores klode, men et levende væsen som har en sjæl som os andre, vores hylster er forskelligt opbygget men funktionerne de samme; eksempelvis; floder lig med vores blod, træerne og planter lig med vores lunger, mineraller lig med vores knogler etc.

Hvad der gør sig gældende for alle levende væsner er at ingen kan tage ansvar for det, men kun støtte og være til glæde for det, det samme gælder jorden og alle andre kloder, planet etc. i makrokosmos og i alle vores organer, celler i vores egen krop og molekyler etc. i mikrokosmos.

Forudsætningerne er ens men der er også en vilje styring bag det hele, vores ophav og noget større end os, som du rigtig nok skriver. Dette noget kan stammefolkene fornemme og det er det de tilbeder og det vi for 2000 år siden tilbad i form af dogmer og autoritetstro i forhold til Jesus forkyndelser, handlinger og gerninger.

Robert Södergren sagde ...

Men i dag er udviklet os væk fra dette og er blevet gudløse, den fortabte søn som gradvis og i det små er ved, skridt for skridt at vende tilbage til Faderen og væremåden næstekærligheden og hellere at give end at tage og være til glæde og velsignelse for sin næste.

Men ligesom med en byggeplads vil der være indtil bygningen står færdig, et være et rod og et kaos, i form at lidelse, smerte og destruktion overført til vores udviklingsproces.
Vi kan se det som et laboratorium hvor vi er ved at øve os og derigennem blive geni i at leve i samklang og harmoni med livet.

Vi bliver nød til at forstå mørket før vi kan forstå lyset, vi bliver nød til at gøre det der er såkaldt forkert, for at lære hvad der er den hensigtsmæssige handlemåde.
Men for mig er det ikke noget som er rigtig eller som er forkert, positivt eller negativt, men kun noget som er, som vi oplever en konsekvens af som behag eller ubehag.
Alt er i den skønneste orden og alle er perfekte som de er, for de er og gør det som de mener er rigtig i kraft af hvad deres livserfaring har medført dem af forståelse og handlerum.
Ingen kan være anderledes end de er, men alle vil forandre sig før eller siden og her er det at lidelsen er en gave til at lære næstekærlighedens væremåde, for igennem alt lidelsen bliver vi mætte og ønsker noget andet og det er der vi er nu.

Vi kan se os som halvt menneske og halvt dyr, som Sfinksen i Ægypten så rigtigt symboliserer. Vi har de dyriske sider som vi er ved at fralægge os og vi får mere og mere af det rigtige menneskes sider som Jesus og Martinus besad og udlevede. Men det er ikke en viljesakt men et erfarings spørgsmål. Da jeg som tidligere skrev kan vi kun handle ud fra summen af vores erfaringer og dermed vores mere eller mindre uvidenhed.

Men der er også nogle love i universet som giver konsekvenser i form af lidelse, hvis vi ikke overholde og leve i harmoni med disse. Dette ikke som en straf men mere som en vejviser til at opleve glæde og behag.
Bagved hele universet er dette reguleret ved en grundtone af kærlighed; universets grundtone.
Dette er denne som sammen med, som du så skal du høste, det du sender ud for du igen, lige tiltrækker lige også betegnet som karmaloven, regulerer at retfærdigheden sker fyldest og alt det vi har sendt og handlet ud i livet og i forhold derved til vores næste, får vi igen til vi har lært at forstå, at hvis vi vil opleve behag, er det uhensigtsmæssigt ikke at handle kærlighed, næstekærligheden ud.

Jeg ville ikke bruge ordet bevidst i den sammenhæng om andres handlemåde, for det er tit og ofte en tillært reaktion, noget de har øvet sig i og kun kender til som den eneste og rigtigste handlemåde, det er blevet deres virkelighed og det der er rigtigt for dem. Men som tidligere beskrevet vil livets tale i form at blide puf eller kraftige spark og lidelser, gør dem mætte og få dem til at ændre handlemåde.

Ting tager tid og kan ikke forceres, men må opleves skridt for skridt så det blive en ny erfaring og viden. Du kender sikkert den med at vi siger til os selv, nej nu gjorde jeg det igen det jeg svor, det jeg ikke ville gøre eller sige, men næste gang gør jeg det ikke, men vi gør det alligevel. Men vi er nu blevet bevidst om det og kan nu gradvist ændre det. En god talemåde beskrive dette, jeg gør ikke at det gode jeg vil, men alt det onde jeg ikke vil.

Magtbegæret er en del af dyreriget instinkt og opholdsdriften. Dette kan kun være sådan for et dyr i renkultur, men for os dyremennesker er det noget som gå imod livets love og orden og det at skulle elske sin næste som sig selv og være til glæde og velsignelse og derfor heller give end at tage,
Men det vil forandres.

Robert Södergren sagde ...

For mig er det vigtig at udleve det jeg ønsker og blive bedre og bedre til at gøre det, da jeg ikke kan ændre andre, men derimod være et eksempel for dem. For peger jeg en finger mod dem peger der 10 tilbage mod mig selv og som et ordsprog siger, se ikke splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget. Det handler for mig om at holde sig på sin egen banehalvdel så godt som muligt og bearbejde, sit eget materiale og dermed videreudvikle sin evne til at bidrage med kærlighed i og til livet og næsten.

Det er der livet er og bliver enkelt, vi har kun ansvar for vores egen udvikling, men via den gradvise næstekærlige evnes opøvelse, kan vi kun være mere og mere hjælpsomme og til gavn for andre, uden at ønske noget igen.

Racisme bygger tit på frygt for det ukendte eller en overdreven ophøjethed, den skal nok blive taget fra den enkelte med tiden.

Og den konfliktsøgende adfærd er en forstærkelse af dyrenes, men fordi vi nu har bevidstheden med inden over, kan vi nu være bevidste i denne og dermed også gradvist forandre den, når vi når til en erkendelse af at den ikke er til gavn for nogen og kun medfører lidelse.

Jeg er fuldstændig enig med dit syn, at vi alle bør have mulighed for at vælge kærlighed i livet og det har vi også, det er det vores liv handle om at blive gode til.
Men før vi har lært af vores erfaring og alt det vi har gjort mod andre, kan vi ikke give slip på vores eget mørke og give plads til vores eget lys og kærlighed til os selv, hvad medfører vi kan rumme alle andre.

Jeg er heller ikke religiøs, for mig handle det ikke om tro, men om en indre og logisk sansebar viden og erkendelse om livet.

Ja vi er en del af et hele og derfor er det desto vigtigere at forstå, at det vi gør mod andre gør vi mod alle også os selv.

For mig handle det ikke om at være overmenneske, men at det er en naturlig vej, at vi alle når til en erkendelse om livets mysterium, det er ikke forbehold nogen og ikke andre, på samme måde som solen skinner heller ikke kun på nogen men på alle.

Du har fuldstændig ret i at tingene hænger sammen i forhold til vores destruktive adfærd og at kunne løse livet gåde, for uden viden ingen forståelse og dermed vil vi handle i blinde, til den dag vi har forstået sammenhængen mellem vores handlinger og vores lidelser.

I kraft af vi udvikler vore næstekærligheds evne udvikler vi også vores viden om dens logiske analyser og sammenhæng. Disse to kvaliteter kan vi kalde den maskuline (mentale) og feminine /(følelses) pol. Når de to er fuldstændig i balance, åbner vores sansning sig i form af intuition som kun er en spæd mavefornemmelse i dag og dermed kan vi se guds plan og med gud øjne, vi har det Martinus kalder fået kosmisk bevidsthed.
Disse aspekter er uløseligt forbundet, for de evne og mirakler vi kan udfører ville med en lille udviklet moral, etik og kærlighedsevne skabe total destruktion.
Dette er en anordning der søger for, at disse evne først træder i kraft for det enkelte menneske, når det ikke kan gør andre fortræd, om det handle om mikrokosmos eller makrokosmos.

Du har fuldstændig ret vi skal ikke hvile i falsk tryghed, men kun i logisk og forståelig sandhed. Det skal ikke være noget vi tror men noget vi bare ved, uden at skulle tænke over det.

Håber at jeg har fået svaret på alle dine forståelser og hvordan jeg oplever det, ellers står jeg parat til af uddybe videre hvis du ønsker.

Alt det bedste til dig og dine og tak endnu engang Pia for dit bidrag somjeg har den dybeste forståelse og respekt for og som jeg også håber kommer andre til glæde.

Med Kærlighed Robert

Tine Linnemann sagde ...

Kære Robert,
Jeg har nu læst noget af din interessante blog - meget spændende. Og jeg er enig med dig langt hen ad vejen.

Jeg stiller dog også spøgsmålstegn ved om livet er et mysterium - altså, hvad er den dybere mening med livet?? Jeg ved det ikke helt, men jeg er mere og mere kommet til den erkendelse, at livet "bare" skal leves. Og at livet er - som du skriver - lige her og nu. Der er kun Nuet - og det er så møg svært at være lige nu - uden at tankerne flyver enten i fortiden eller fremtiden. Jeg øver mig dagligt ;-)

Personligt har jeg bl.a. lært meget ved at rejse i Cuba og danse salsa. Cubanerne er i deres krop, de sanser, er sensuelle, de lever lige nu. De tænker ikke på morgendagen - det er alt for trist for dem at tænke på, om de mon har råd til mad i morgen... Det er bagsiden af det undertrykte styre.

Tilgengæld er det fantastiske ved Cuba at - nok pga. af systemet - lever de lige nu. De sanser, lever i og mærker deres krop. Siger hvad de mener, giver udtryk for deres følelser og behov. Intet bliver gemt væk, fortrængt... det er både provokerende men også befriende for en "kølig" nordboer som mig, der er meget i mit hovede.

De to gange jeg har været i Cuba, har det bare så skønt! Aldrig har jeg oplevet så meget livsglæde, kunst og musik på eet sted. Det smitter. Og det paradoksale er, at med et folkefærd med så lille en velstand og lav levestandard, så har de så meget overskud og kærlighed at give af. (Ok, der er også nogle macho-mænd, der charmer sig ind på os "rige" turister, men det er en helt anden historie... ;-))

Og så er den måde især kvinderne går på - så smukt og kvindeligt. Langsom, sensuelt, vuggende hofter, de tør stå ved at de er kvinder med al deres ynde og stolthed. Det kan vi nordiske kvinder med kontrol på godt lære noget af!

Min erfaring er, at når jeg er bevidst om at være mere i min krop, tage min jordforbindelse og trække vejret dybere, så er jeg meget mere til stede lige nu. Og jeg hviler i mig selv. Jeg laver åndedrætsøvelser og dyrker yoga, og der giver mig (livs)energi og dermed overskud til at være noget for mine omgivelser.

Jeg er enig med dig i, at det hele starter med dig selv. Vi kan ikke lave de andre om, og hver gang jeg peger en finger ud mod én, så peger 10 fingre direkte tilbage til mig selv!

Jeg mærker en utrolig befrielse, når jeg oplever, "ups, der projicerede jeg igen noget ud, og jeg så trækker den projektion hjem til mig selv". Det er ikke altid lige fedt, men jeg ved nøjagtigt, hvornår jeg gør det. Og den bevidsthed sætter mig selv mere fri. Det udvikler mig, og gør at jeg tager ansvar for mig selv og det jeg udsender.

Og det jeg udsender, får jeg rigtig nok igen. Jeg har længe gjort små ting som f.eks. at give et kompliment og sende et stort smil til en fremmed på gaden - og jeg kan mærke, hvordan det også giver mig noget blot ved at jeg er venlig overfor et medmenneske. Det lyder måske banalt, men jeg mener seriøst at hvis vi alle gjorde det, så der blive mere glæde og kærlighed i verden.

Ringene spredes i vandet!

fortsættelse følger....

Tine Linnemann sagde ...

Her følger resten:

Så det handler dybest set om at elske sig selv og sprede sin kærlighed og glæde ud til andre. Grunden til al den lidelse, krig og vold tror jeg bla. skyldes, at mange har så svært ved at elske sig selv, de har et lavt selvværd osv. Og det er der mange grunde til, f.eks. (omssorgs)svigt, afvisninger, opvokset i en dysfunktionel familie, etc.

Så for at nå dertil, hvor vi kan sige til os at vi er gode nok og elskelige præcis som den vi er, skal vi "bare" lige have ryddet op i vores bagage. Og det er svært/kompliceret/kræver måske terapi, osv. for mange.

Men det er først når vi står ved os selv, føler vi er gode nok, og accepterer os selv og den fortid vi har med os - og ikke mindst give slip på fortiden - at vi er i stand til at elske en anden/ sin næste - og dermed sprede endnu mere kærlighed.

Personligt har jeg kæmpet med lavt selvværd m.m., og jeg indså for mange år siden, at jeg ikke ville krybe langs væggen hele mit liv, jeg ville også have indflydelse, blande mig, vise hvem jeg er, så jeg tog på en lang og sej (og den er ikke slut endnu) selvudviklingsrejse – og det er fantastisk at have turdet se mine dæmoner og skyggesider i øjnene og stå der hvor jeg er i dag.

For som du skriver – du kan ikke mærke og se lyset, hvis du ikke også kender mørket. Vi rummer det hele. Og når du accepterer de mørke sider i dig, dine dæmoner eller hvad vi skal det, så bliver det hele meget lettere, så bliver livet lettere.

Vi vil helst ikke mærke modstand, noget der ondt, sorg, smerte, frygt osv. men jo mere vi kæmper imod disse følelser, jo mere presser de sig på. Vi kan fortrænge en del, men kroppen husker alt, ind i hver mindste lille celle. Og på et tidspunkt vil bægeret flyder over.

Så det bedste er i virkeligheden at se frygten, sorgen, smerten i øjnene, tage sig af den, tage den alvorligt – for så vil den langsomt slippe… og du vil opleve en befrielsen, en forløsning (af følelser). So go with the flow! Så nemt at sige, og dog så svært for mange af os. Men som du skriver Robert, øvelse gør mester. Vi må øve os hele tiden uden at det bliver krampagtigt, uden at det bliver kontrolleret.

Livet er jo vidunderligt – når jeg vælger at se det sådan gennem et sæt briller med den attitude. Jeg vælger at se det halvfyldte glas – for det meste. Og samtidig acceptere at livet går op og ned, og nogle gange så føles glasset bare halvtomt.

Slip kontrollen, mærk dig selv, mærk livet! Det er lige nu det sker – det er!

Kærlig hilsen
Tine

Robert Södergren sagde ...

Hej Tine og tak
Dejligt at høre fra dig og tak for alt det du deler med mig og læserne. :-)

Mysteriumet ligger i at det vi ikke ved og som dermed gør, at vi ikke kan forstå meningen med livet eller kender og kan sansne analyserne der beskriver det. Gør at vi kan have svært ved, at leve i bevidst harmoni og balance med livet og dermed handler i uvidenhed og blinde.

Men klart at livet skal leves, det er den eneste måde at lære at forstå livet og dets love. Hvis vi ikke handler og manifesterer vores tanker drømme og lyster, sætte vi ikke noget igang, som vi kan få en respons eller konsekvens af og dermed en erfaringen og viden om livets beskaffenhed og vores plads i det.

Jeg tror det vigtigste er, at give slip og trække vejret dybt og roligt i møde med livet. Og derigennem opleve vores indre kerne, os selv og det det sætte i gang i os.
Det kan vi alle gøre lige nu og her. Starte med at blive bevidst om, at være i kontakt med os selv og vores vejrtrækning, som er en god måde at holde fokusset fast med. I starten bevidst og tilsidst mindre og mindre fordi det er blevet en vane.

Derudover at være tro mod os selv og det vi vil og har lyst til at manifesterer, øve os i det små og tage større og større udfordringer, i takt med at vi udvikler os.

Livsglæder er alle vejne lige nu og her og vi kan blive inspireret af andre kulturer i at finde den som Cuba.
Men det er kun i vores indre, vi kan møde den og være i kontakt med den og dermed, opleve den i mødet med vores omverden.

Ja et stort smil giver tit en øjeblikkelig reaktion og kan være et godt sted at starte og det varmer hele ens indre hvis vi tør at tage det ind og imod det der kommer tilbage. :-)

For mig er grundene ikke så vigtige, fordi de høre fortiden til, det er lige nu og her at jeg forandre mit liv og dermed skaber det og fremtiden der kommer.
De fortidige tanker, følelser og oplevelser, viser mig bare hvordan jeg tænkte engang i en tilsvarende situation, men det vigtige er det jeg øver mig i, uafhængig at disse fortidige tanker og følelser.

Alt det sidste som du så smukt har beskrevet Tine er vi enige i.

Kærligst Robert

Tine Linnemann sagde ...

Hej Robert,

Blot en lille hilsen - selv tak :-) Jeg forstår godt din bemærkning om at grunden til hvordan vi handler/ikke handler ikke er så vigtig. Fortid er fortid. Og det er nuet det gælder.

Men for nogle - og også for mig - har det sat en del på plads at forstå, hvorfor jeg er som jeg er, og hvad der har forhindret mig at gøre ting, jeg gerne ville have gjort, men ikke turde af frygt for afvisning osv. Og det allervigtigste: bevidsthed! At jeg nu bevidst kan vælge at gøre noget andet end jeg plejer. At jeg selv skaber mit liv, min lykke, osv. Uh, det kan blive en lang snak... og interessant. Summa summarum er at alt udspringer i vores tanker, der så forplanter sig til vores følelser og til sidst vores handlinger - eller noget i den stil... i hvert fald er det de tanker du tænker om dig selv, der afgør hvordan du vælge at handle eller ikke handle... og hurdlen er jo ofte at ændre en uhensigtsmæssig vane og gøre noget andet end du plejer. Mange står vi i noget skidt og bliver i det - lider - fordi det kender vi trods alt. For tænk hvad der kunne ske, hvis vi bryder ud af "lortekassen" - så er det unuderligt nok nogle gange bedre/nemmere at blive i skidtet. Og dermed lidelse...!

Jeg har besluttet at hver gang jeg får "dumme" tanker, der kører i selvsving, så bryder jeg dem hurtigt, f.eks. ved at bevæge mig, løbe en tur, danse med glad musik. Al bevægelse er jo godt. Så kommer du også ned i kroppen og væk fra tankerne.

Nå, det blev alligevel en længere kommentar :-)
Ha' det rigtig godt.

Varme kærlige hilsener Tine

Robert Södergren sagde ...

Hej igen Tine,

Det er jeg fuldstændig enig i, men jeg ser det mere som en samlet proces, som vi ikke behøver at kigge tilbage for at møde.

Hvis vi gør det som vi har lyst til eller bliver i det vi ikke har lyst til, men ikke tør bryde ud af, vil det før eller siden medfører en mættelse og så tager vi eller og give livet os puffet til at tage skridtet og til at gøre op med det.

Jeg synes at der er alt for meget navlepilleri og har lyst til at der kommer mere forkus på hvor vi er her og nu.
Ansvaret og nuet er her vi skaber det andet udsætter, ikke at jeg ikke kan forstå det.
Men jeg har en oplevelse af det kommer op og giver sig til kende, uden at vi behøver at grave tilbage i det, vel og mærke når tid er.
Jeg har haft oplevelser af flere tidligere liv uden at gjort noget i nuet, for at komme til det.
Det er som jeg skriver i et andet indlæg, som perle på en snor som tilsidst, når vi har taget og oplevet den enkelte perles forside og bagside, rammer den første og slutter en cirkel, med det mener jeg vi tager det skridt for skridt.
Og i denne proces frigiver alt mørke så vi kun kan mærke vores kerne lyset og kærligheden.

Det er en god måde det med at skifte spor, men jeg tro også at vi skal kunne være med dem og lære at give slip på det ved bare at betragte dem. :-)

Men det vigtigste i alt det her, er at det kan kun blive udvekslinger om erfaringer og at det handler om i sidste ende, at det der er rigtigt for os, er den måde og vej vi skal gå. :-)

Hyggeligt med udviklingen.
Ha en dejlig og lys dag

med kærlighed Robert