torsdag den 22. juli 2010

De ulykkelige ægteskabers Zone

Som vi kan se ud fra det forrige indlæg, står dyremennesket over for en stor omvæltning, med mange forandringer og med lidelser til følge. Skiftet fra af have været dyr og til at blive beboer i det rigtige menneskerige og et rigtigt menneske, skaber en fundamental forandring i det enkelte levende væsen.
Det gælder også for området der har med ægteskabet og parringen at gøre, da dette er noget der ligger som et instinkt fra dyreriget og ikke er gangbart i det næste rige, det rigtige menneskerige.
Dette fordi i dette rige kan der kun være næstekærlighed til stede og det at elske sin næste som sig selv og at være til glæde og velsignelse for sin næste.

Den partiske kærlighed som dyreriget bygger på (og overgangen mellem dyreriget og det rigtige menneskerige, i form af det at søge en mage, parre sig og frembringe sit afkom som efterfølgende drages omsorg for), videreudvikles til som dyremenneske, at indgå i forpligende ægteskaber og danne famillier med børn som der drages omsorg for på samme sæt, men nu med en større intellektuel forståelse og bevidsthed end hvad der sker i dyreriget i renkultur.

Denne intellektuelle forståelse og bevidsthed er det der er starten til ægteskabet, parforholdets og opfostringen af børns undergang, opløsning og degenerering, da det mere og mere bevidste menneske kan danne sig imaginatoner/forstillinger om andre partnere end den i parforholdet.

Disse forstillinger bliver til tanker drømme og fantasier og bliver starten til at sige farvel, til den partiske kærlighed og samlivsform i form af ægteskabet, uanset hvad de kirkelige såkaldte love og forskrifter byder væsenerne at efterleve.

Intet kan standse denne proces for det levende væsen, for det at blive skabt i Guds billede efter hans lignelse, kan kun ske hvis det enkelte væsen efterlever det allervigste bud, at elske sin næste som sig selv og Gud over alt andet. Hvad kun kan være sådan da det at elske sin guddom er det sammen som at elske sin næste og omvendt, da vi alle er uløsligt forbundet med hinanden.

Det er også kun her den varige og salige fred på jorden mellem mennesker og omskabelsen af denne til et paradis kan ske, da det først er når alle levende væsner udlever denne væremåde 100% fordi de ikke kan andet, at de sidste dyriske rester, af grådighed, egoisme, at tage i stedet for at give, kan og vil gå hundrede % til grunde en gang for alle.

Denne spirende næstekærlighed er også en ny form for sympati og ønske om at dele sig selv med alt og alle, ikke for at binde eller kontrollere, men fordi det er det eneste der til sidst vil føles rigtigt.
Denne udvikling kan ikke forceres men sker gradvis i takt med vores udlevelse og mættelse af hvad den partiske kærlighed kan bibringe, i forhold til vores indre voksende ønske, om at være til glæde og velsignelse for vores næste.

Dette er også grunden til at vi efterhånden mere og mere ser en undtagelse og færre og færre par, der fortsætter et eller flere liv sammen. Flere og flere bliver skilt, vil have flere partnere, ønsker ikke at få børn, eller kun et, som ikke er det kernefamilien foreskriver, flere og flere bekender kærligheden til deres eget køn, hvad er en forudsætning for at kunne elske alle levende væsener.

Før var det en overlevelse især i dyreriget og for det rendyrkede dyr, det handlede om at finde en af modsatte køn, for at kunne parre sig, få et afkom og føre slægten videre, dette var det også i den gamle ægteskabs form og domæne, dels kunne man ikke forestille sig det anderledes og dels var det en overlevelse for ens slægt og økonomiske forsørgelse.

Det at den kommende tid bringer store forandringer med sig og som vist tidligere i indlægget, at de allerede er i gang og sker, er ikke i en baggrund af egoistiske årsager og grunde, men slet og ret fordi det ikke er meningen at det enkelte væsen, skal slutte og nå i mål som halvt dyr, halvt menneske, med både dyriske tendenser, som forårsager død, destruktion, ødelæggelse og ragnarok, og menneskelige som gør det splittet i forhold til dens partner og førnævnte væremåde. Næ meningen er en videreudvikling til at blive et fuldkomment og rigtigt menneske, som tager bolig i det rigtige menneskerige og udlever den væremåde Jesus for 2000 år siden viste os vejen til, som et næstekærligt gudevæsen, der elsker alt levende i mikro som makrokosmos og dette i samklang med lovens fylde; elsker hverandre.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

Ingen kommentarer: