torsdag den 22. juli 2010

De ulykkelige ægteskabers Zone

Som vi kan se ud fra det forrige indlæg, står dyremennesket over for en stor omvæltning, med mange forandringer og med lidelser til følge. Skiftet fra af have været dyr og til at blive beboer i det rigtige menneskerige og et rigtigt menneske, skaber en fundamental forandring i det enkelte levende væsen.
Det gælder også for området der har med ægteskabet og parringen at gøre, da dette er noget der ligger som et instinkt fra dyreriget og ikke er gangbart i det næste rige, det rigtige menneskerige.
Dette fordi i dette rige kan der kun være næstekærlighed til stede og det at elske sin næste som sig selv og at være til glæde og velsignelse for sin næste.

Den partiske kærlighed som dyreriget bygger på (og overgangen mellem dyreriget og det rigtige menneskerige, i form af det at søge en mage, parre sig og frembringe sit afkom som efterfølgende drages omsorg for), videreudvikles til som dyremenneske, at indgå i forpligende ægteskaber og danne famillier med børn som der drages omsorg for på samme sæt, men nu med en større intellektuel forståelse og bevidsthed end hvad der sker i dyreriget i renkultur.

Denne intellektuelle forståelse og bevidsthed er det der er starten til ægteskabet, parforholdets og opfostringen af børns undergang, opløsning og degenerering, da det mere og mere bevidste menneske kan danne sig imaginatoner/forstillinger om andre partnere end den i parforholdet.

Disse forstillinger bliver til tanker drømme og fantasier og bliver starten til at sige farvel, til den partiske kærlighed og samlivsform i form af ægteskabet, uanset hvad de kirkelige såkaldte love og forskrifter byder væsenerne at efterleve.

Intet kan standse denne proces for det levende væsen, for det at blive skabt i Guds billede efter hans lignelse, kan kun ske hvis det enkelte væsen efterlever det allervigste bud, at elske sin næste som sig selv og Gud over alt andet. Hvad kun kan være sådan da det at elske sin guddom er det sammen som at elske sin næste og omvendt, da vi alle er uløsligt forbundet med hinanden.

Det er også kun her den varige og salige fred på jorden mellem mennesker og omskabelsen af denne til et paradis kan ske, da det først er når alle levende væsner udlever denne væremåde 100% fordi de ikke kan andet, at de sidste dyriske rester, af grådighed, egoisme, at tage i stedet for at give, kan og vil gå hundrede % til grunde en gang for alle.

Denne spirende næstekærlighed er også en ny form for sympati og ønske om at dele sig selv med alt og alle, ikke for at binde eller kontrollere, men fordi det er det eneste der til sidst vil føles rigtigt.
Denne udvikling kan ikke forceres men sker gradvis i takt med vores udlevelse og mættelse af hvad den partiske kærlighed kan bibringe, i forhold til vores indre voksende ønske, om at være til glæde og velsignelse for vores næste.

Dette er også grunden til at vi efterhånden mere og mere ser en undtagelse og færre og færre par, der fortsætter et eller flere liv sammen. Flere og flere bliver skilt, vil have flere partnere, ønsker ikke at få børn, eller kun et, som ikke er det kernefamilien foreskriver, flere og flere bekender kærligheden til deres eget køn, hvad er en forudsætning for at kunne elske alle levende væsener.

Før var det en overlevelse især i dyreriget og for det rendyrkede dyr, det handlede om at finde en af modsatte køn, for at kunne parre sig, få et afkom og føre slægten videre, dette var det også i den gamle ægteskabs form og domæne, dels kunne man ikke forestille sig det anderledes og dels var det en overlevelse for ens slægt og økonomiske forsørgelse.

Det at den kommende tid bringer store forandringer med sig og som vist tidligere i indlægget, at de allerede er i gang og sker, er ikke i en baggrund af egoistiske årsager og grunde, men slet og ret fordi det ikke er meningen at det enkelte væsen, skal slutte og nå i mål som halvt dyr, halvt menneske, med både dyriske tendenser, som forårsager død, destruktion, ødelæggelse og ragnarok, og menneskelige som gør det splittet i forhold til dens partner og førnævnte væremåde. Næ meningen er en videreudvikling til at blive et fuldkomment og rigtigt menneske, som tager bolig i det rigtige menneskerige og udlever den væremåde Jesus for 2000 år siden viste os vejen til, som et næstekærligt gudevæsen, der elsker alt levende i mikro som makrokosmos og dette i samklang med lovens fylde; elsker hverandre.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

onsdag den 14. juli 2010

Det levende væsens seksualitet og polforvandling, deres berettigelse og nødvendighed i den fysiske verden.

Det levende væsenets seksualitet, er af en meget vigtig beskaffenhed, og er som alt andet i verdens altet, et nødvendigt gode.

Dette fordi, at det er den direkte kontakt til vores ophav, hvad vi end vælger at kalde det der opleves som større end os selv.


Der også kan beskrives som den højeste ild og kontakt.


Da den ligesom solen er en intensitet af energi, af LYS, fred, kærlighed og en himmelsk tilstand vi kommer i kontakt med, i dens yderste konsekvens og ved klimaks, når vi når orgasmens udløsning - fysisk så vel som inderligt oplevet.

For at opfatte og kunne erkende seksualitetens berettigelse, o
g at den er en klar nødvendighed.
Bliver vi nødt til at se tingene i et større perspektiv, og sætte dem ind i et evolutionært og kosmisk perspektiv.

Dette startende ved mineralriget, som også er beboet af levende væsener.

I dette rige, er det åndelige væsen på vej til, at manifestere sig i den fysiske verden.

Dog som med et mineral, er den eneste sansningform, den indre også kaldet natbevidstheden.

Denne sansning, består af det inkarnerede væsens oplevelser og eksaltering i sine tidligere livsoplevelser/erindringer, også kaldet guldkopierne.

Dette er grunden til, at mineraler er så særprægede, og kan tage sig ud i de mest fantastiske farver og former, ligesom med blomster. 


Da det også er starten på indviklingen i den fysiske materie, og kontakten til den guddommelige verden, eller hvad du end vælger at kalde den, der næsten lige er sluppet efter mange inkarnationer som beboer i mineralriget.

Opsamler det levende væsen nu en masse oplevelser, og dermed erfaringer i at være i den fysiske verden.
Og giver dermed også mere og mere slip på den åndelige verden, til fordel for den fysiske. 


Gennem disse erfaringer, udvikler det levende væsen sin sansning og optagelse af føde og måden, at fordøje den på.
Såvel som oplevelsen og sansningen af sin seksualitet og orgasmen, der vedligeholdelser til kontakten til den åndelige eller med din betegnelse, anden verden.

Det levende væsens ene pol, som er et topolet væsen i den åndelige verden, stagnerer i dyreriget, som er det rige det levende væsen tager beboelse i efter mineralriget og planteriget. 

Denne pol bliver først vækket til live igen, når det levende væsen er nået ind i dyreriget, til den største form for udviklede abevæsen. 

Det vender jeg tilbage til og beskriver.

I planteriget udvikler det levende væsen sig, videre til at sanse sin omverden og omgivelser, og er nu ved at åbne sig for sin dagsbevidste sansning, og den udadrettede opmærksomhed til den ydre verden.

Igen fra inkarnation til inkarnation udvikler væsenet sin sansning, og dermed sin evne for oplevelsen af livet.
Som forfines, hvilket ligeså sker i forhold til fordøjelsen, og sansning og oplevelsen af en større og større forbundenhed med den fysiske verden og materie. 


Indviklingen forsætter ind i dyreriget, hvor den er på sit højeste ved før omtalte abemennesketilstand. 

Her begynder og vende indviklingen sig til en udvikling, hvilket også er det der sker for det levende væsen.
Da det nu er ved at udvikle sig ud af den fysiske materie, og frem mod det åndelige plan og denne verden igen.


Bare nu med et endnu større potentiale for sin oplevelse og sansning af sit LYS, og dets sande og dybe potentiale.
Og for den sags vedkommende, også af andres og sit ophav, GUD`s eller hvad du end vælger at kalde det du oplever, som større end dig selv.


Den pol der stagnerede i dyrestadiet, begynder nu igen at røre på sig, og udvikler sig til den er på samme niveau, som den anden pol.

Når dette sker, får det levende væsen, det Martinus betegner som kosmiskbevisthed.
Som kort beskrevet giver væsenet en 100 % dagsbevidst oplevelse, af sit opgav og den åndelige verden.

Og giver dermed væsenet mulighed for, at kunne det samme som væsnet kan opnå i den åndelige verden, nu bare også i den fysiske verden. 


Dette kan også beskrives, som at mennesket, har opnået den totale frie vilje og fuldkommelighed, og nu er blevet menneske i Guds billede efter hans lignelse.

Polerne har nogle kvaliteter, 

den ene er, 
maskulin 

den anden er, 
feminin.

Den ene har med tanker og logik at gøre, den anden med følelser og kærlighed.


Og er det der gør, at vi fysisk udtrykker det køn vi gør.
Hænger sammen med hvilken pol, der er stagneret. 

Vi bliver hankønsvæsener, hvis den feminine pol stagnerer.

Og hunkønsvæsener, hvis det den maskuline pol stagnerer.


Denne videre udvikling af den før stagnerede pol, er også grunden til, at vi nu ser, at mænd bliver mere feminine, og kvinder mere maskuline.

Og det kan kun være sådan, da vi som slutpunkt for at kunne opnå kosmisbevidsthed, skal have 100 % balance mellem begge poler. 


Når vi har det, har vi åbnet for den højeste sansningform, intuitionen.

Som omtalt før giver os evnen til, at se meningerne bag alle livets skabelser og foreteelser, og vi får dermed gudsbevidsthed. 


Da kan vi kun være et gudevæsen, som vi dybest set altid og for evigt er.

Og dermed også nu kun tjene næsten, og være 100 % i samklang med livets love og grundfacit

"Alt er såre godt og dermed Kærlighed"

Vi er nu nået til en væremåde, hvor vi kun kan elske vores næste som os selv, og Gud over alt andet.


Og det er igennem vores lidelseserfaringer og ubehaget, at vi har opbygget denne opfattelse, erkendelse og væremåde.

Det har også gjort, at det nu er blevet vores eneste og sande måde, at være og handle på. 


Noget vi ikke skal tænke over, for at gøre det.

Og som vi har en 100 % logisk opfattelse af, hvorfor det kun kan være og gøres på denne måde, og vi derfor pt. ikke kan handle anderledes end vi gør.


Tilbage til dyreriget; 

dyreriget, er en repræsentation af en overgang mellem to riger.

Dyreriget, som langt størstedelen af menneskeheden befinder sig i.

Og det rigtige menneskerige, som er det rige Martinus og Jesus befinder sig i, og vi kommer til at tage beboelse i, når vi også er blevet topolede væsener og har opnået kosmisk bevidsthed.

Det er dette rige, som beboes af alle de væsner, som nu er direkte talerør for guddommen, til os og mellem os.

Det er her, at vores bønner og dyrenes i form af dødsskriget, for mennesket deres bevidste bøn grundet deres udvikling, bliver mødt af skytsengle, engle, guider etc.

Og det er her, at de har hjemme, alle dem vi har kontakt til, når vi får kontakt fra og med den åndelige verden i form af budskaber, støtte og vejledning.


Dyreriget betegnes også, som en mørkezone og skueplads for kamp og drabsprincippet.

Da denne zone, handler om alles kamp mod alle og den stærkest overlevelse.

Hvor alle fortærer eller bliver fortæret af hinanden, da det er selvopholdelsesdriften der her er den primære, og overlevelsen der er i fokus.

Det kan dog ikke være anderledes i dyreriget, da det levende væsen nu i dyreskikkelse, ikke kan handle logisk eller næstekærligt.

Da det er evner, der er langt fra og overstiger deres bevidsthed, potentiale og pt. udvikling.

Dyrene er mest af alt, nemlig bundet af at handle per instinkt, og det er dette der er deres lod. 


Dyret har derfor også mindst fri vilje, og er mest bundet til sin skæbne, da den frie vilje er noget der hører overgangen til, det før omtalte menneskerige.

Det er her, at det levende væsen kan jonglere og kontrollere, og bruge den fysiske og åndelige materie.

Som henholdvis repræsenterer dyreriget og det rigtige menneskerige, den fysiske og den åndeligeverden. 


Hvilket vi også kan se og betragte inden for al udvikling, der finder sted.

Dog lige såvel som disse maskiner i omskabelse af den fysiske materie, kan bruges som befordrende og til glæde, gavn og velsignelse for næsten.

Kan de også bruges som helvedes- og drabsmaskiner, se blot atombomben. 

Dette skyldes, at det fysiske væsens niveau for  jonglering, opfattelse og ibrugtagelse af den åndelige materie, som etikken, moralen og nænnevnen høre ind under, stadig er på et spædbarnsstadie og dermed også væremåden med, at være til gavn, glæde og velsignelse for næsten.

Tilbage til seksualitet, denne bruges, i inkarnation efter inkarnation, som en slags ventil og et vidensbyrd om, at der er noget behageligt, at opleve og nå, og gør, at det fysiske liv, er til at holde ud, for det levende væsen.

Og da dyrevæsenet, i dyreriget, begynder at kunne rette sin kærlighed, en vel at mærke, partisk kærlighed, som den også ses, blandt alle os dyremennesker.
Dermed kan skabe en evne til at være sammen, danne par og parre sig, og få et afkom, ud af denne akt.

Endvidere, kunne dele og søge trøst hos en partner, ligesom vi også ser det, med os og der hvor vi er, i vores udvikling i dag som dyremennsker, også symboliserede ved Sfinken i ægypten.

Halvt dyr, halv menneske.

Den ene fod, i dyreriget, den anden, i det rigtige mennskerige.

Hvor det for det dyret, foregår på et meget mindre og ligeså bevidst niveau.


Dette er også her, at dannelsen af moderprincippet og det at drage omsorg for sit afkom, opnås og sker.

Og som udvikler sig til, vores evne til, at kunne drage omsorg og give kærlighed til vores egne børn og partner, som dog også stadig er af en partisk karakterer. 


Dog jo mere, at vi øver os, og dermed udvikler vores evner og væremåde i det.
Vil denne og disse, til sidst kulminere i kærligheden, til vores næste, og også på lige fod, til vores eget køn, og alle andre levende væsener.


For os dyremennesker, er det også en ventil og en åbning, mod den guddommelige verden, altså den seksuelle akt og sansningen, ektasen og orgasmen som kulminationen, på denne. 

Vi bruger også ord som, at komme i den syvende himmel, det var himmelsk sex, og det var som at være i himmerrige. 

Det kunne nu heller ikke være mere rigtigt, da det er den direkte kontakt, til Gud og himmeriget.
Dog i en begrænset mængde, og ligeså afstemt, med vores sanse- og nervesystem i forhold til selve oplevelsen.


Jo tættere, i vores udvikling, at vi kommer på, at blive topolede væsener, jo mere degeneret bliver, den fysiske seksualitet, og den partiske kærlighed også.
Og omdannes nu istedet til, en udadrettet næstekærligehed, til alle levende væsener, i såvel mikro, som i makrokosmos, og dermed til guddommen.



https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/