mandag den 1. november 2010

Hvorfor er det sådan, og hvorfor kan det ikke være anderledes?

Mange af os ønsker, at tingene kunne være anderledes, at alle var såkaldt gode mod hinanden, og kun ville fred og kærlighed.

Sådan er det dog ikke, og hvorfor så ikke det?


Vi lever i en tid, hvor der er gang i en masse opbrud. 

Værdierne udspringer fra to verdener. 

Henholdsvis den dyriske og dyreriget, hvor alt handler om overlevelse, og om at fortære eller blive fortæret, i sin yderste konsekvens.

Og fra det menneskelige, og det rigtige menneskerige, hvor næstekærligheden, det at 


"elske sin næste som sig selv og Gud over alt andet", 

og den tilhørende væremåde 

"hellere at give end at tage", 

og dermed være til glæde og velsignelse for sin næste, 
samt det, at kunne accepterer (tilgive; var den gamle forståelses udtryk) selv sin værste fjende, som Jesus gjorde det på korset, da han højt bad og sagde: 

"Fader forlad dem, for de forstå ikke hvad de gør" 

hører til.

Dette sammensurium, af mulige handlemåder og kombinationer, fra disse to verdener, gør det svært, at være os, dyremennesker, symboliseret ved Sfinsken i Ægypten; halvt dyr halvt menneske.

Men ikke desto mindre, er det disse mentaliteter, vi nu står overfor, kaldet det jordiske menneskes to sind, i form af det såkaldte gode og det såkaldte onde i mennesket.

Igen symboliseret, ved djævlen på den ene skulder, og englen på den anden.
Der står overfor hinanden, og som vi kan opleve, som for og imod problematikken, når vi står overfor, at skulle træffe et valg eller handle og manifestere os, i den fysiske verden.


Det ene sind, er symboliseret ved alle de næstekærlige værdier, såsom;

uselviskhed, selvbeherskelse, beskedenhed, ærlighed, frigjorthed, humoristisk sans, kunstnerisk indstilling, overbærenhed, hjælpsomhed, fredstrang, gavmildhed, internationalisme, du skal elske... og tolerance.

Det andet sind, er symboliseret ved alle de ikke næstekærlige værdier, såsom;

selviskhed, vrede, magtsyge, uærlighed, besiddertrang, dømmesyge, smålighed, skinsyge, hensynsløshed, stridbarhed, begærlighed, nationalisme, øje for øje... og intolerence.

Som betragteren og læseren, kan se, er det lige fra den ene pol eller yderlighed til den anden, og rummer hele spektraret, af mulige handle- og væremåder. 

Dog som det er med en kunstmaler, hvis palet, rummer alle farver, og dermed rummer alle muligheder, er det den der fører, og måden hvormed penslen føres på, der bestemmer maleriets skønhed.

Eller omsat til os, måden hvormed, at vi lever livet på, og vores væremåde overfor alle andre levende væsener, og dermed er det det der bestemmer, om vi oplever behag eller ubehag, glæde eller lidelse, i livet.


Det er altså ikke ligegyldigt, hvordan vi lever vores liv.

Som det ikke er ligegyldigt, for kunstmaleren, hvilke farver, han bruger og hvordan de bruges.


Kun ved bevidst fokuseret valg og livsførelse, kan vi styre slagets gang, og livets begivenheder.
Og kun ved en bevidst handlemåde, der udvikler sig mere og mere henimod den næstekærlige, som Jesus for 2000 år siden, viste os vejen til, og muligheden af.

Kan vi opnå, og opleve den varige saglige fred, i os selv og på jorden.

Dette er ikke en enkelt persons værk, dette er hele menneskehedens værk.

Og først, når det sidste menneske, har erkendt og udviklet, denne bevidsthed.
Vil krig og ufred forsvinde, fra hele jordens grønne blomstrende klode, og det for bestandigt.


Det vil dermed også sige, at det kræver, en bevidstheds forandring.

Og ikke blot, i et menneske, dog i hele menneskeheden.

For så længe, at et menneske, har et udtryk, og værdier fra det dyriske sind, vil der altid, være ufred.


Total verdens sameksistens, kan derfor kun forefindes, der, hvor vi alle er bevidste i næstekærligehedens sindelag, og kun kan, vil og ønsker, at udleve dette, 

at elske hverandre.

Det er en proces, som tager tid og kræfter, og som vi hver især kun selv kan udøve og har ansvar for. 

Det kræver dog også en opfattelse, erkendelse og bevidst om, at det der sker, i vores liv, er et udtryk for alt hvad vi tidligere har videregivet, sendt ud og tilført til livet og i vores liv.
Andre ikke er årsagen, kun et redskab for, at vi kan få det tilbage, som vi har videregivet, for at møde og opleve det igen.

Som du sår, skal du høste. 


Er retfærdighedens rungende mantra.

Og derved, at den altid skal komme til at ske fyldest.


Vi oplever i dagligdagen, at det er en dommer, i kød og blod, der sat til at være herre over om den kommer til at ske, og bliver eksekveret.

Og sådan, vil det vedblive med at være, indtil den dag, hvor vi er blevet modne nok til selv, at erkende og efterleve, næstekærlighedens væremåde. 


Derefter, vil en sådan dommerstilling og stand, ikke længere, være nødvendig i samfundet.

Vi skal dog ikke, på samme måde, som det gør sig gældende i samfundet retfærdighedstilgang og -forstand.

Se lidelse og ubehaget, som en straf.

For det er den og dette langt fra, selvom om det kan opleves som sådan, når tingene ikke går vores vej. 


Og hvis vi vil være herre/herreinde i eget hus, også kunne styre, erkende og leve bevidst i vores eget liv.

Må vi begynde at kigge og fokusere på helheden, og ikke på en enkelt sekvens.

For at kunne opfatte og erkende, hvorfor det der sker, er det der sker, og at det ikke kan være, på anden måde.


Derudover, som er den direkte vej dertil, må vi også være tro mod os selv, og vise vores sande jeg, når vi har fået kontakt til, og erkendt det.

Dog som med alt andet øvelse, er det ikke noget, at vi eller andre, kan gøre over en nat eller bevidst tænke os til.

Det er derimod noget, vi må handle ud dagligt, i vores liv, for at vi kan høste de erfaringer og dermed den viden og opfattelse, der skal til for at vi kan erkende det.

Og så det samtidig, bliver en daglig indre fokuseret og bevidst proces, der samtidig løsner op for alle vores problemstillinger og såkaldte mørke sider, som vi derved kan møde, rumme, favne og give slip på.


Vi er derfor også nødsaget til, at øve os på, det vi gerne vil have og opleve, i vores respektive liv.

Og dermed sige farvel og tak, til alt det, der ikke længere gavner os, dog som har været brugbart for os, i tidligere situationer, handle- og forsvarsmåder, mønstre og strategier. 


Derfor er de heller ikke forkerte, og bare nogle som var brugbare engang.
Dog som nu hæmmer os i, kærlig sameksistens, med alle andre levende skabninger.


Som sagt, skal det ikke ses som en straf, og mere som de konsekvenser, vi selv har skabt tidligere, via vores dengang tænke- og væremåde.

Og nogle konsekvenser, som vi nu oplever, som behagelige, og dem ønsker vi os derfor mere af.

Og nogle, som vi oplever, som ubehagelige, som vi ikke ønsker, at opleve flere af.

I disse ligger der dog også en tryghed i det kendte og forudsigelige, og som vi skal være parate til, at ville give slip på.

Og som Søren Kierkegaard´s ord, udtrykker det, 


"at turde, er at miste fodfæstet for en kort stund, ikke at turde, er at miste livet".

Konsekvenserne, af vores være- og handlemåder, skaber behag og ubehag, lidelse eller glæde, og kan egentligt ses, når vi er parate til at erkende dem på den måde, 

som en gave, hvilket de i bund og grund, også er.

En gave i, at kunne finde vejen til det, der giver os behag, og bidrager til mere af dette.
Og som samtidig, skærper vores sansning og bevidsthed i, at finde denne ve,j og følge og blive på den.


Dette er derfor også vores vej til at forandre, vores dyriske bevidsthed, til en/et menneskelig bevidsthed og sindelag.

For dyret, er der ikke så mange muligheder.

De er bundet, af deres skæbne og deres liv.

De kan ikke reflektere, og bevidst handle ud fra hvad de via denne reflektion og mulige analyse, kommer frem til, vil være det mest optimale for dem.

For for store deles vedkommende, af dyrene, må de udelukkende handle, ud fra et instinkt og en klart defineret lov, 

fortær eller bliv fortæret.

Det er dog den samme praksis, vi ser i menneskeheden, bare med en masse nuancer. som dog i bund og grund, handler det om det samme.

Nemlig,


at hævde sig, på den ene eller anden måde, og på bekostning af sin næste.

Dette sker fordi, erfaringen omkring denne fremgangsmåde, er større, og ligeså på uvidenheden om, at der ikke er andre måder, og at alt ikke handler om overlevelse.

Derfor handler det også for menneskeheden, om at opfatte og erkende, at der er en viljestyring, og nogle livslove, bag alt.

Og som er med til, og forårsager, at vi oplever, alt det vi selv har skabt og videregivet, dog kun for at vi kan opøve en skelneevne, da vi så kan se og erfare, hvad det gør ved andre og os selv.

Og med det ene formål, at vi bliver mætte og trætte af det, og derfor begynder, at reflektere og analysere over vores liv og muligheder i det, for at finde frem til nye veje og handlemåder, som er med til at spore os ind på, at leve i harmoni med livet, universet og alle andre levende skabninger. 


Det er det, der kaldes udvikling, evolutionær såvel som bevidsthedsmæssig og åndelig.

Det er denne bevidsthedsudvikling og forandring, der omtales, som de sidste tiders komme, og som jordens undergang.

Hvilket er en sandhed med modifikationer.


For jorden er et levende væsen, som os, hvis hylstre, bare har et anderledes udseende.

Det er et levende væsen og dermed en sjæl, der er ved at udvikle sig, til et endnu skønnere klodevæsen, lige som vi er ved at udvikle os til, et næstekærligt rigtigt humant menneske.


Jorden, som levende væsen, kan derfor heller ikke gå under, ligesom vi ikke sjælemæssigt, kan dø.

Dette er ganske enkelt en umulighed, fordi vi alle er indspundet, i et dybt forbundet netværk med skaberen, som er vores allesammens evige og uendelige ophav.

På samme måde som vi ser det, med et netværk af computere, der er forbundet.
En lille vanddråbe, i det, og udgørende det store hav sammen med andre vanddråbe.
En solstråle, der som alle de andre, udgår fra og udgøre solen stråler ned på menneskeheden.


Og uden dette ophav eller udgangspunkt, ville der ikke være noget liv og noget som opretholdt vejrtrækningen, og dermed befordrede livet, i alle dets former, aspekter og ytringer.

Vi kan slukke for computeren, omsat til, vi kan trække os væk, fra ophavet og andre mennesker.

Det vi dog kun medvirke til, at vi blot mister kontakten til os selv og andre, og dermed til fællesskabet, som vi spejler os i.

Vi vil dog aldrig kunne gøre det forevigt, for som med alt andet i livet og universet, vil en mættelse før eller siden indtræffe, og vi må gå nye veje og ud til andre og fællesskabet.
Det er vores dybeste natur og forbundenhed, og den kan vi ikke negligere for evigt.


Vi vil også miste kontakten, til nogle sider af os selv, når vi gør det.

Nemlig alle dem, som vi ikke ønsker at være ved, eller ikke ved, er bevidst om eller kan huske at vi stadig har, og derfor ubevidst bære og har lagret, i kroppen celleplanshukommelse.

Måske og nogle vi har, og er bevidste om, dog ikke stolte af, at være i besiddelse af.

De såkaldte skyggesider, de mørke sider, vores indre "djævle".

Dog en afstand til dem, er en afstand, til noget af os.

Og hvilket medfører, at vi ikke kan være eller blive, hele fuldkomne væsener, før vi har rummet disse også, og dermed hele os.

Og ikke ment som os sjælen, dog alt det vi har mødt, oplevet, erfaret og lagret fra tidligere, fra fortiden og tidligere livs oplevelser, situation og begivenheder, vi har stået midt i.


Som det kan være, med os selv, når vi går i terapi, oplever vi efterfølgende, en udrensning.

Der hvor vi giver slip på alt det gamle og ubefordrende, og hvor alt det nye, vi dermed har givet plads til, og som var lukket inde og væk af det andet, nu bliver os bevidst og står til vores rådighed.
På samme måde, må jorden også udrense, alt "mørket" og ubehaget, så den også kan udvikle sig bevidsthedsmæssigt.

Martinus Åndsvidenskab, beskriver dette, som jordens begyndelse og indgang til sin kosmiske bevidsthed. 

Og da Martinus, selv oplevede denne indvielse, tog det fra start til slut, 20 min at gennemleve. 

Dette i mennesketid, omregnet til klodetid, vil svare til 3000 år. 

Jordens indvielse, startede i begyndelsen af 1900-tallet, og når de 3000 år er gået, skriver vi ca. år 4900.

På det tidspunkt, må alle der inkarnerer på jorden, have nået, næstekærligehed som bevidsthed og væremåde.

Da deres ellers tungere energi og materie, vil forårsage, et udbrændt nervesystem, hvis det overhovedet bliver muligt for dem, at inkarnere, da det så heller ikke vil have, en resonans eller klangbund, med jordens energi og bevidsthed.


For en så høj svingende energi, som næstekærligeheden udgør, 

se bare på et forelsket par, og det er kun en brøkdel af hvordan, det opleves.

Vil alle tungt svingende bevidsthedsklimaer, derfor også bukker under og forgå.

For når jorden, har nået, et sådant stadie, vil den ikke længere, kunne indeholde eller være univers for mennesker, med lavere tanke- og bevidsthedsklimaer.


Det kan lyde, som lang tid før det sker.

Og det er det også, set fra et menneskeperspektiv, lige nu er og her.

Dog sammenlignet, med jordens levetid fra, at have været en ildkugle, til at være en frodig planet der befordrer liv for os og vores medskabninger.

Er vi og vores udviklingsperiode, hvis vi gør sammenligningen, med en bog på 500 sider, med 60 sætninger på hver side, og med 25 ord i hver sætning.

At sammenligne med det sidste bogstav, eller måske kun det afsluttende punktum, på bogens sidste side.


Så der er tid nok, og det er vigtigt, at væbne sig med tålmodighed, og bare opleve hvert et nu, og være den vi er, for vi kan ikke andet. 

Vores frihed ligger i, at jo mere, vi erkender og bevidstgøres, gennem vores livserfaringer.
Jo lettere og friere, oplever vi livet og dets til tider, mange oplevede og følte begrænsninger.


Vi kan f.eks. se os, som en menneskehed, værende på rette vej.

Deri, at vi ikke udelukkende længere, lever per instinkt som dyrene, og vi kan ændre vores liv, via den begyndende bevidste fornemmelse og reflekterende.


Vi kan bevidst analysere, og måske tænke mere og mere over vores liv, vores gøren og laden, og ikke bare blot følger strømmen eller flokken, dog vores egen Vej.

Dette er nyt, og noget vi skal finde os til rette i, og derfor ryger vi nogle gange ud, på et såkaldt sidespor.

Det giver os dog også erfaringer og erkendelser, som med alt andet, vi oplever i livet.


Et andet område, at der er dette, og det på trods af, at der stadig er krige, mange steder i verden.

Så er der også en spirende humanisme, og humanistisk tilgang og opfattelse, igangsat.

Ikke, at disse, er fuldkomne endnu, hvilket de ikke er.

Dog skelettet og fundamentet som de udgøre, er lagt, til en ny humanistisk næstekærlig verdensorden.

En, som vil få mere og mere magt, kraft og indpas, i fuld overensstemmelse med, det enkelte, og hele menneskehedens bevidsthedsudvikling og sindelag, i denne humanistiske indstillede retning.


Hvor vi selv er nu og her, kan vi tyde og opfatte, udfra at se på, hvor det er, vi udlever det næstekærlige sindelag, og det ikke næstekærlige sindelag.

Vel vidende, at vi dog stadig gør det så godt, vi kan, og i det tempo, der pt. er os muligt.


Og da vi alle selv, er ansvarlige for, at dette, bliver en del af vores livsførelse.

Vil det aldrig, blive en sovepude, for der hvor vi ikke er næstekærlige, vil vi stadig møde, opleve og blive bekræftet i lidelse og ubehag.
Indtil vi til sidst, er så mættet, så vi bliver nød eller tvunget til, at sadle om i livet, øve os i noget andet og det modsatte.

Hvis vi vil have, fred i vores eget liv, såvel som i verden.



https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

mandag den 27. september 2010

Reinkarnation og tidligere liv

At reinkarnation og tidligere liv eksisterer, er blevet en viden og en sandhed for mig, og ikke noget jeg mere skal tro, i det jeg igennem et forløb på ca. 15 år, har gennemlevet og oplevet i dagsbevidst sansning, 20-25 tidligere liv, 3-4 under regressionsterapi og resten spontant eller som udrensning af en terapisession.

Hvad du tror eller ved i dit indre, ved kun du og ingen andre og er din sandhed.

Ordet reinkarnation betyder direkte oversat, at inkarnere igen i kødet eller sagt på en anden måde, at blive genfødt i en ny krop/et nyt hyster.

Denne proces kan sættes i sammenhæng med evolutionsforståelsen og tidligere liv, reinkarnationsforståelsen.
Dette fordi vi igennem det Martinus kalder Spiralkredsløbet, gennemlever en enkelt spiral; mineralriget, planteriget og nu hvor vi står i dag dyreriget.
Dyreriget som vi er på vej ud af og ved at give slip på, (symboliseret ved Sfinsken i Ægypten, halvt menneske halvt dyr), til fordel for det rigtige menneskerige, hvor næstekærligheden/alkærligheden i forhold til alle levende væsner, i makro- såvel som mikrokosmos er den eneste væremåde.

Derved og derigennem er vi blevet viklet ud af den fysiske materie, dette er grunden til at vi kalder kurserne for selvudvikling, vi er blevet til åndelige væsner uden en fysisk krop/hylster. Vi er så og sige blevet til ren ånd.

Forståelsen af tidligere livsforståelsen/reinkarnationsforståelsen kommer ind i billedet i forhold til, at denne proces som menneskedyret gennemlever og har gennemlevet, er den samme som Jordklodevæsnet i sit spiralkredsløb har gennemgået: En proces fra at være en ildkugle til at blive en frugtbar planet, hvor andre levende væsener, kan tage bolig, udvikle, udfolde og lære at manifestere kærligheden.
For dyremennesket er det en proces fra at have dræbt for at overleve, til at elske sin næste som sig selv og hellere give end at tage. For Jordvæsenet har dette krævet mange millioner år og for os foreløbigt tusinder. En ens proces bare i mindre årrækkeskala og i nogle forskellige kroppe/hylstre.

En udviklingsproces fra at have været et dyr i renkultur, som handlede rent instinktivt og i kraft af selvopholdelsesdriften og som kom fra mineral- og planteriget, hvor vores sansning og oplevelsesevne var mikroskopisk i forhold til, der hvor vi er i dag som dyremennesker. Her er vores sansning og bevidsthed  blevet udviklet så meget, at vi kan forstå via analyse og reflektion og derigennem forandre vores liv bevidst, hvad også er den største forskel mellem et dyr i renkultur og så os dyremennesker/ menneskeaber/ abemennesker.

I tidligere tider levede vi ikke så længe som nu, hvad medførte at vores udvikling foregik langsommere end i dag. Dette fordi der er et skæringspunkt omkring 30 års alderen hvor årene før dette, har handlet om repetition af tidligere liv 70 % af tiden og kun ca. 30 % af nuoplevet dagsbevidst livsførelse og manifestation.

Det vil sige at vores liv for størstedelens vedkommende, har været bygget på oplevelser fra fortiden, som vi har skullet forholde os til.
Da vi tidligere kun blev for manges vedkommende 30 år, har en hel inkarnation altså kun handlet om tidligere liv og dermed har vi egentligt aldrig 100 % kunnet tage fat, videreføre og manifestere os, fra der hvor vi slap udviklingen i livet før dette.

Forskellen er at det kan vi i dag, hvad også er grunden til at alt går så hurtigt. Det der før tog 100 år at skabe og udvikle, tager i dag 10 år, fordi de fleste af os bliver mere end 30 år og kan bidrage med en 100 % dagsbevidst og nubevidst tanke og handlingmulighed, til vores egen og hele menneskehedens udvikling og velsignelse.

Skæringspunktet de ca. 30 år (+/-2) er også der, hvis vi ser tilbage i historien, hvor tidligere profeter har haft deres gennembrud. Det vil sige at det som de nåede og viste manifesteret, faktisk var noget de opnåede i livet før eller allerede havde udviklet sig hen til inden de dennegang inkarnerede.

At se på vores enkeltstående liv, vil aldrig give det hele svar og reelle billede af årsager og virkninger i vores liv. På samme måde som hvis vi eksempeltvis; se en mand/kvinde der står og drikker nogle øl, ikke kan vide om han er alkoholikker, da det vil kræve at vi ser hans liv, som helhed og følger ham 24 timer i døgnet, dag ud og dag ind på alle planer.

På sammen måde er det med at forstå vores eget og andres liv og dermed, alt hvad vi ser af levende væsnes livsytringer i den fysiske verden. Disse kan heller ikke forstås alene, ved at se på os selv eller dem kun i dag, i det der er en dybere baggrund for at vi og de er, der hvor vi er i dag.
Denne forståelse ligger i, hvad vi alle hver især har gennemlevet, oplevet og dermed erfaret tidligere og derved, har givet os en forståelse og erkendelse i os selv, i forhold til livet og dets mysterium.

Men når det er sagt, er det også vigtigt at fremhæve at forandringerne ligger i nuet og det er her i den dagsbevidste tanke og handling at livet skal udleves og manifesteres.
Tidligere liv er egentligt ikke så vigtige i denne sammenhæng og kan for nogen, blive en sovepude og en flugtvej fra at turde, leve og være sig selv med alle sine tanker, følelser og oplevelser og hvad dette måtte indebære.

Men i den større forståelse af vores udviklings- og dermed evolutionsproces, er det også vigtigt at kunne have denne forståelsesmulighed, især der hvor vores oplevelser ikke kan relateres, associeres eller give forståelselse til vores nulevende liv.
Der har det en relevans, da det vi oplever faktisk er noget der har fundet sted, noget vi har oplevet og har en erindring om som ligger i vores hukommelse, de vækkes og trigges når forholdene er gunstige, og rammerne og situationen minder om disse fra tidligere situationer og oplevelser.

Vores begrænsninger, kodninger og dermed vores forståelse og oplevelse af virkeligheden, og vores handlemønstre derudfra, bunder i noget dybere og kan ikke bare slås hen med tvangstanker, styringsoplevelse, stemmehøring, kemiske processer etc.

Det stammer ikke altid fra vores nuværende lige her og nu liv, faktisk har det rødder langt tilbage og er egentligt bare en gentagelse, en automatatfunktion af tidligere reaktionsmønstre, handlinger og oplevelser, selv om det er her i dette her liv vi oplever det. Det er noget som vækkes i os og som en film kører for vores indre skærm.

Til tider i en så virkelig udgave, at vi tror at det sker lige nu og her. Kroppen kan indtage de samme stillinger, positurer og positioner, ligeså opleves tankerne og følelserne som dengang.

Men de er fortidige tanker, følelser og oplevelser, som vi ser og oplever, de behøver ikke have magten over os, vi er dem ikke, men de fortæller en historie om hvorfor vi er der hvor vi er i dag. Hvorfor vi har de begrænsninger vi har i vores liv og hvorfor vi har den forståelse om os selv og andre som vi har. Da de ikke er os, kan vi også lad den være, da det de er, er tanker og følelser og tidligere oplevelser og intet andet.

Der hvor det kan være svært, er der hvor vi har mistet kontakten til os selv og vores indre kerne.
Der hvor stilheden er blevet overdøvet af larm og støj fra vores tanker, følelser og oplevelser, som fører os væk fra os selv og vores kerne, tager os ud på en rejse som skifter, fra det ene emne til det andet, til vi til sidst er så rundforvirrede at vi ikke ved, hvad vi skal eller hvem vi er. Men når vi bliver klar over at det er det der sker, kan vi med eksempeltvis fokus på vores åndedræt, vende tilbage til roen i os selv og dermed, hoppe af toget og den fjerne rejse væk fra os selv.

De indre oplevelser fra fortiden kan være så kraftige, at vi tro vi er dem, vi giver dem derved unødvendig meget opmærksomhed og dermed liv og energi, så de kommer til at overtage styring og kontrollen i vores liv og vi bliver slaver af dem, i yderste konsekvens kan opleve at andre giver os stemplet psykisk syg, psykotisk, skitzofren, depressiv etc.

Udefra kan ses en forandring og noget som de såkaldte eksperter ikke kan forstå. Og det vi siger og beskriver, gør ikke denne oplevelse mindre uforståelig for dem.

Da disse såkaldte eksperter, tit er skolet i bøger og på anden hånd andres lidelselser og ikke som en egen indre oplevet lidelseproces i dem selv og derudover er skolet i den ene dimension af livet, den fysiske. Og at alt der har relevans for dette skal kunne måles og vejes.
At de skoles i en forståelse af mennesket som en maskine, hvor alt handler om kemi og manglende stoffer i kroppen, gør ikke mødet mellem dem og den lidende mindre uforståeligt.
Først når deres forståelse får den anden side af livet medinkluderet, den åndelige, vil vi blive mødt som åndelige væsener, hvor krop sind og ånd går hånd i hånd og må ligeligt tilgodeses, af andre mennesker som ser, prøver at forstå og handler ud fra denne dimention også.

Da det ikke må blive en sovepude af en fastlåst skæbne, at beskæftige sig med tidligere liv og reinkarnation, for så er vi igen bundet af fortiden, må vi være tro mod os selv og lære at forstå vores tanker, følelser og indre oplevelser, velvidende af vi ikke er dem. At lære at handle og manifestere ud fra, hvad vi oplever vil være berigende for os.

Derved lever vi et fysisk og åndeligt liv og kan ikke gøre andet, end altid huske på, at vi gør det bedste vi kan, for ellers gjorde vi det anderledes. Og altid huske på, at være blid, kærlig, forstående, indlevende og tålmodig omkring vores proces og den tid den tager, da den til tider kan føles lang og ubehagelig.

Vi bevæger os hele tiden, vi og livet er dynamiske, nogle gange hurtigt, andre gange så stille at vi oplever, det som at vi står stille og ikke udvikler og forandrer os. Men sådan må det være for at skabe et fast og robust fundament, at vi med små skridt, skridt for skridt nærmer os et liv med mod og glæde. Og vores liv skal udvikle sig til en fastforankret livsform og væremåde i næstekærlighed. En livsform, som vi kan handle ud som en automatfunktion og som vi er genier i, som vi var og gjorde det med vores tidligere være- og handlemåder.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

tirsdag den 24. august 2010

Alt er såre godt

Alt er i den skønneste orden, alt er perfekt og som det skal være og kan være lige nu. Du og vi alle sammen er så fuldkomne i vores ufuldkommenhed, som vi kan være lige nu.

Vi er på vej i vores udvikling, vi kan se menneskeheden som et mylder af mennesker på vej ud af livets vej, nogle foran de andre i nogle områder og aspekter af livet og andre bagved eller ved siden af, hvorefter der byttes plads, så den der gik forest nu er dem der går bagerst, dem der gik bagerst går nu foran eller ved siden af hinanden.
På vej for at kunne blive og kunne mestre næstekærligheden til fulde og dermed blive fuldkomne og frie i tanke og handling og tage bolig i det rigtige menneskerige, hvor det fordres at væremåden er: Hellere at give end at tage og elske sin næste som sig selv.

Men som nævnt er vi på vej og til tider virker denne vej uoverkommelig, lidelsesfuld og pinefuld, det er som at gå på rosernes torne, mens andre gange er det som om at vi kan rumme hele verden og at vi har mod til at gøre det. Livet går op og ned i sindstilstand og stemningsleje, til tider er vi oppe og til tider er vi nede.
Vi kan definere disse lejer, som enten mørke og oplevelsen af ubehag, eller som lyse og oplevelsen af behag og alt mellem disse to yderste poler, som repræsenterer det tungeste mørke, lidelsesfulde helvede og det lyseste himmelske velsignede paradis, som en blanding af disse mørke og lyse tilstande

Mellem disse yderpoler ligger alle spektrets sindstilstande, som på en farveskala, så alt efter hvor stort mørke eller lys vi oplever, vil intensitenten af behaget og ubehaget opleves og i samme grad. Og vores oplevelse med os selv være mere klar eller uklar og dette er medvirkende til, om vi kan se klart eller ser uklart i livet og i de beslutninger vi står overfor at skulle træffe.
Jo mere vi hænger i mørket jo sværere er det at mærke alt andet end mørket og ubehaget og dermed os selv. men bag alt det mørke er lyset og behaget, freden, roen og glæden.

Vores liv og vores møde med vores omverden og andre levende væsener, vækker gamle minder, tanker, følelser og oplevelser, men vi er ikke disse, selv om det tit kan føles sådan.
Vi er den der betragter alle disse foreteelser, og den måde vi handler på, hænger sammen med hvad det er der styrer os: Er det disse gamle fortidige tanker, er det disse gamle fortidige følelser, er det disse gamle fortidige oplevelser, vi nu som en automatfunktion udløser i ubevidst blinde ?
For hvis det er det, er vi mere eller mindre bundet og fængslet af fortiden, alt efter hvordan vores adfærdsmønstre og forsvarsstrategi kan berige os, og harmonerer med vores situation i dag og lige nu og her. Hvad er med til at gøre det svært for os, at handle ud fra hvad vi har lyst til og ønsker at opleve i vores liv.

Men som nævnt, er vi ikke disse tanker og følelser, ej heller oplevelser. Vi er dette jeg som oplever dem og kan vælge at handle ud fra dem, eller vælge at skifte handleform og måde.
Dette er en proces som ikke bare er lige til, sindet ønsker at blive i det kendte og trygge, som er alt andet end at bevæge sig ud på gyngende grund hvad det må siges og være, når vi skifter retning i livet og dermed også være- og handlemåde.

Det må nødvendigvis være sådan, at vi udvikler os fra noget til noget andet. Men vi kan kun handle ud fra den sum af erfaringer, forståelser og viden, vi indtil nu i behagets eller ubehagets navn har høstet. Lige som et æble er surt og ikke til gavn og glæde for sin næste før det er modent, er vi det heller ikke, men ved at vi øver os, bliver vi det skridt for skridt.
Vi kan ikke bare sige nu vil jeg være og gøre sådan, for det er ikke en viljesakt vi står overfor, men en bevidstheds og erfaringsakt.
Vi lærer som sagt gennem vores erfaringer, det er derigennem vi ser resultatet af vores handlinger og vores oplevelser, det er derigennem vi begynder at forstå hvad der medfører en oplevelse af behag og hvad der medfører en oplevelse af ubehag. Det er dette der giver os en pejling og en forståelse for, hvad det er vi ønsker at opleve og hvordan vi ønsker at være i livet, det er vores guide og navigator, til at styre i sikker havn og høste glædens frugter og behag.

Den største læring ligger i mørket og i lidelsen, da det er her vi oplever at vi ikke vil være, da det er ubehageligt og kan drive os til at ville væk og i yderste konsekvens, til at ville tage vores eget liv og vores livsoplevelse. Men det er også det der gør, at vi bliver mætte af det og til sidst tør at tage skridtet, gradvist væk fra det i kraft af vores ændrede handlemåde og oplevelse af livet.

Alt efter hvad det er problemstillingen handler om, skal vi være tro mod os selv og ingen andre, vi kan godt lytte til hvad andre siger, men det er ikke sikkert at dette i handling er brugbart i vores liv.
En anden ting er også at det må tage den tid det tager, vi skal ikke forcere tingene eller gøre dem i et andet tempo, end det der føles rigtigt for os, for så har vi mulighed for at miste os selv og dermed ikke gøre det vi ønsker, men det andre forventer af os.

Én måde at ændre os på er, at i det små som en start, møde og konfrontere det vi er bange for eller ikke tror vi kan magte. Vi må være forsker i vores eget liv i en indre åben, ærlig og forstående kommunikation, for at forstå hvad det er der, ifølge os selv, begrænser vores lys, glæde og behag.
Vi må acceptere og forstå vores tilstand lige nu og det vi føler gør det svært at være os, for derved at skabe bevidsthed om og få lys på det vi gerne vil ændre og dermed give mulighed for at få og finde løsninger til problemerne i form af egne indre fornemmelser. Men første skridt er altid en accept af vores situation, for er den der ikke har vi ikke fået bevidthed om eller opdaget det som er med til at begrænse os.

Men denne bevidsthed vil opbygge sig skridt for skridt i kraft af vores oplevelse af hvad det medfører at vi handler som vi gør; vi bliver mætte af det ubehag, begrænsning og denne manglende glæde på forskellige områder i vores liv. Det er nu vi er ved at være modne til at forandre os, til at forstå og gøre tingene på en anden måde. Dermed er vejen lagt for at øve os i det vi gerne vil gøre og opleve, på samme måde som ved andre områder i vores liv. Øvelse gør mester eller geni er der et ordsprog der sige og dette gælder ligegyldigt hvad vi øver os i. Øver vi os i at blive vrede, ked af det, aggressive, interesserede, i en sport, i en aktivitet af en hver art, i at være glade, trøste, hjælpe støtte eller elske os selv eller andre, er det det vi bliver gode til og geni i og det vil så også være det vi fylder vores liv med.

Men jo mere vi øver os jo mere bliver det en vane, noget vi ikke skal tænke over, men som bare ligger i en hukommelse i rygmarven, deraf udtrykket vi kan det på rygmarven, det er blevet en automatfunktion og en reaktion og adfærdsform som vi ikke tænker over mere. På samme måde som når vi har lært at køre cykel eller bil, på samme måde er det i forhold til vores reaktionsmønstre, være- og handlemåder. Men de kan med tiden blive uhensigtsmæssige for os,  fordi det vi engang havde brug for eller brugte dem til som en beskyttelse og forsvarsstrategi, for at opnå eller overleve i forskellige situationer, nu er noget vi begrænser os med og som giver os lidelse og/eller begrænsninger i livet og ubehag i vores indre.

En måde at komme ud over det kan være hvis vi er usikre i sociale sammenhænge, at kigge på og smile til folk vi møder på gaden, møde deres øjne og opleve de følelser der kommer op og hvad det gør ved dig, gør det gradvis i dit eget tempo.
Men vid med dig selv, at du ikke er disse tanker eller følelser, men du bare betragter dem.
Lad dem ikke få energi og opmærksomhed, på anden måde end at du lige registrerer dem, at du ser på dem og siger hej med dig og som skyer ser dem drive henover din indre horisont og væk.

Når du bliver påvirket af de medvæsener du møder på din vej, så lad tankerne komme op, uanset om det har noget med den andens udseende eller andet at gøre.
Vær blid i dit møde så meget som muligt og stille i dit indre, så vil intensiteten i mødet også forstærkes.

For i bund og grund har det intet med denne person at gøre, men noget som du har en reference til fra tidligere, som nu er din erfaring og din tidligere måde at mødet livet og omgivelserne på, det er blevet din virkelighed og din opfattelse af livet. Den kommer nu igen til overfladen og ind i din bevidsthed, bliver trigget og gør dig bevidst om, at den eksisterer. Og som en gave gør den dig opmærksom på, at det er tid til at øve i noget andet og måske mere hensigtsmæssigt

Det kan være at øve sig i small-talk med folk du møder på gaden, især dem du har størst frygt for at gøre det med. Start på samme mådet i det små med nogen du har det lettere at gøre det med og øv dig gradvis mod, at gøre det med dem det gør dig mest bange at mødes og tale med.

Ved at give slip på vores hoved og øve os i at trække vejret roligt og dybt i mødet, får vi fat i flere og flere lag af vores ubevidste side, tanker, følelser og væremåder og får dermed gradvist givet slip på dem og givet plads til det, vi er ved at øve os i, som giver os mere glæde og behag og som medfører at vi opløser vores begrænsninger, så vi oplever en større og større rummeligehed i forhold til vores omverden og alle andre levende væsener.

At alt er såre godt, hænger sammen med, at alt hvad vi oplever er godt og kærlighed.
Lidelsen er et ubehageligt gode, fordi det hjælper os til at ville udvikle os og blive mætte af lidelse og tydeliggøre de mørke sider, så vi kan vende os mod os selv og lyset og de glædesfulde og behagsfyldte tilstande.
Og behaget og glæden er det behagelige gode. Som gør at vi ønsker at opleve mere af dette og som gør, at vi oplever hvad vi er på vej mod og har mulighed for, at opnå og opleve som en permanet tilstand og som giver os mod og lyst til, at konfrontere og øve os i at møde alt det der for os er svært i livet.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

onsdag den 4. august 2010

Livet er så enkelt, hvorfor er det vi gør det så kompliceret...?

I det store hele handler livet om to ting nemlig at opleve det og derigennem drage sig erfaringer og viden til at forstå det.

Hvad er det der gør livet eller sagt på en anden måde, hvorfor er det at vi gør livet kompliceret ?

Der er flere årsager, men nogle af de største handler om kontrol og dette på alle planer, den anden ting er manglen på tillid og forståelse af, at det der sker er det der skal ske, og det er det eneste rigtige for os og vores udvikling.

Inden jeg går mere i dybden med disse emner, vil jeg lige tilføje, at det gør ikke at vi bare kan læne os tilbage og blive passive, i forhåbningen om at det rigtige sker, eller en endnu større illusion og ansvarsløshed at sige det er vores karma og sådan må det være. For der sker ikke mere end det vi fylder i livet, det vi oplever er en direkte tilbagemelding om, hvad vi har tilført vores liv og gjort i livet, og dermed skabt mulighed for at høste og opleve.

Livet handler som sagt om at opleve, via vores oplevelse udvikler vi vores evner til at sanse og forstå det vi oplever, dette gør vi dels igennem kontrastprincippet. Hvis dette princip ikke eksisterede var der ingen mulig oplevelse, da alt ville være hvidt i hvidt, gråt i gråt eller sort i sort.
Det er via dette princip at vi kan opleve lys og mørke, behag og ubehag, kærlighed og lidelse. Det er det der gør at vi kan sanse og forstå, hvad lyset er og hvad mørket er og hvad henholdvis det ene og andet medfører og bibringer vores liv.

Det fører os frem til det næste princip, talentkerneprincippet, det princip der har med opøvelse af vores talenter at gøre, som i sidste fase er lagret som en evne, vi bliver geni i at udføre og ikke skal tænke over mere.

Alt hvad vi øver os I bliver vi gode til, uanset hvad det er vi øver os i, men på grund af kontrastprincippet kan vi sanse de forskellige sindtilstande denne udøvelse fører med sig og vi kan ved logisk analyse se sammenhængen og via mavefornemmelsen mærke hvad der opbygger os og dermed vores indre lys. Dette er vores guideline og navigator i livet. Der hvor vi ønsker det skal være anderledes, er der hvor vi skal øve os i det modsatte og dermed i det vi gerne vil have og opleve i vores liv.

Det der komplicerer vores liv er, at vi vil have kontrol med og styr på alt der sker, vi vil kende vejen, vi vil vide hvor den føre os hen og vi vil helst også kende målet. Vi har lært at ved kontrol kan vi lægge afstand til vores følelser og det der giver lidelse, smerte og ubehag.
Men vi glemmer en meget vigtig ting, det gør os på disse områder "følelseskolde", ufleksible og fjerner vores sårbarhed og sensitivitet, som er det der gør at vi kan være levende og sansende væsner. Des flere steder dette forekommer des flere mure, barrierer og begrænsninger skaber vi, mellem os selv og andre og des sværere er det for os, at sætte os ind i deres sted og rumme dem. Vi mister evnen og sensitiviteten til at se ind bagved facaden og møde kærlighedsvæsnet bag og kontakten til Gud og dermed også kontakten til vores ophav.

Vi er spejle for hinanden, alt det vi ikke kan acceptere eller rumme viser sider ved og i os selv vi ikke har rummet. Så jo mere vi kan rumme og med medfølelse opleve andre, viser og gør os klar over hvor det er vi er blevet frie i os selv og hvor der er arbejde at gøre.

Når vi prøver at kontrollere medfører det en masse tanker om fortiden og fremtiden, da vi prøver at analysere for at forstå det vi oplever, hvilket gør at vi er alt andet end at være og opleve at være lige nu og her og med det medvæsen vi står overfor.
Tankerne fører enten fortiden eller fremtiden ind nuet og da vi ikke kan både tænke og være til stede i nuet, fjerner det os fra det vigtigste, fordybelsen i livet og sansningen af dette.

Dette skal ikke forstås som om, at vi ikke skal opleve tanker og følelser, for det vil vi gøre i større eller mindre grad, da mødet med medvæsnet eller omgivelserne vil vække gamle tanker og følelser. Det skal forstås på den måde, at hvis vi vælger at give dem tiden og ikke medvæsnet eller oplevelsen, Forsvinder vi væk fra nuet og fordybelsen i mødet med medvæsenet og dermed oplevelsen af det der er virkeligt og er lige nu og her.

Det der gør at vi vil have kontrollen, er også at vi ikke har tillid til at det rigtige altid sker, vi har glemt vores oprindelse og kontakt med vores ophav Gud og Universet.
Vi har glemt eller har ikke længere kontakt til, at der findes noget større end os selv som har en vilje og et lys som os, et noget som oplever gennem os og det vi sanser og oplever i livet.
Vi er blevet gudløse materialister som tror på tilfældigheder og at der ikke er en større styring og mening med livet, vores liv. Det er i værste fald blevet noget der bare skal overståes.

Dette er klart nok, for hvis vi ikke kan sanse det kan det ikke være virkeligt, og så kan det ikke være andet end tro. Men igen er det ikke igennem vores tanker at vi skal finde svarene, det vi vil finde og møde her er, tanker der hænger sammen med andre tanker og følelser som fortæller hvad vi indtil nu har oplevet og erfaret. Det vil være at videreføre de gamle erfaringer og forståelser og det er ikke gangbart her, for vi er et andet sted end dengang hvor vi dragede og konkluderede dem, dermed gør det os ufrie og fængsler os til enten fortiden som er gået eller fremtiden som ikke er kommet og vores gamle måder at handle på dem på.

Så hvad er der tilbage hvis det er virkeligheden vi vil opleve og ikke bare forsætte med, at sætte en automatpilot til at lede og styre vores liv ?
Ja så er der nuet og det er heri, at alt er som vi ville kunne ønske os i livet, hvis vi tør give slip og følge med. Det er også her vi kan mærke, hvad det er for sindstilstande disse nye uopdagede egne/områder medfører for os og vores liv.
Ved at bruge vores før omtalte mavefornemmelse og vores logiske analyseringsevne får vi en oplevelse af hvad der skaber behag og kærlighed og hvorfor det gør det, vi får viden om livets mysterium og årsager.
Dermed ikke sagt at det altid føles lige let og behageligt, men hvis vi har fornemmet noget som vil være godt for os, som vil skabe behag for os og vores næste, er det om at holde fast i dette nye, uanset hvilke gamle tanker og følelser der vil dukke op. De vil forsvinde da de gør plads til det nye og er ved at tage afsked med os.

Det er når vi tør give slip og følge med og betræde nye arenaer, at vi bliver levende og kan opleve og sanse dybden af livet og hvad det reelt og egentligt har at byde på. Og det er ikke så lidt.
Kærligheden og glæden i universet er konstant tilstede, det er kun os selv der kan lukke den ude og dermed glemme eller være uden oplevelsen af den. Når vi åbner os bliver vi sårbare og kærlige nænsomme væsener, det kan ikke være anderledes, for kærligheden er ikke hård, firkantet eller indespærrende/fængslende, men derimod nænsom, forstående og accepterende, se bare tilbage på tiden i en forelskelse, det er en kort men meget konkret kontakt med livet og forbindelsen med paradiset på jorden.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

torsdag den 22. juli 2010

De ulykkelige ægteskabers Zone

Som vi kan se ud fra det forrige indlæg, står dyremennesket over for en stor omvæltning, med mange forandringer og med lidelser til følge. Skiftet fra af have været dyr og til at blive beboer i det rigtige menneskerige og et rigtigt menneske, skaber en fundamental forandring i det enkelte levende væsen.
Det gælder også for området der har med ægteskabet og parringen at gøre, da dette er noget der ligger som et instinkt fra dyreriget og ikke er gangbart i det næste rige, det rigtige menneskerige.
Dette fordi i dette rige kan der kun være næstekærlighed til stede og det at elske sin næste som sig selv og at være til glæde og velsignelse for sin næste.

Den partiske kærlighed som dyreriget bygger på (og overgangen mellem dyreriget og det rigtige menneskerige, i form af det at søge en mage, parre sig og frembringe sit afkom som efterfølgende drages omsorg for), videreudvikles til som dyremenneske, at indgå i forpligende ægteskaber og danne famillier med børn som der drages omsorg for på samme sæt, men nu med en større intellektuel forståelse og bevidsthed end hvad der sker i dyreriget i renkultur.

Denne intellektuelle forståelse og bevidsthed er det der er starten til ægteskabet, parforholdets og opfostringen af børns undergang, opløsning og degenerering, da det mere og mere bevidste menneske kan danne sig imaginatoner/forstillinger om andre partnere end den i parforholdet.

Disse forstillinger bliver til tanker drømme og fantasier og bliver starten til at sige farvel, til den partiske kærlighed og samlivsform i form af ægteskabet, uanset hvad de kirkelige såkaldte love og forskrifter byder væsenerne at efterleve.

Intet kan standse denne proces for det levende væsen, for det at blive skabt i Guds billede efter hans lignelse, kan kun ske hvis det enkelte væsen efterlever det allervigste bud, at elske sin næste som sig selv og Gud over alt andet. Hvad kun kan være sådan da det at elske sin guddom er det sammen som at elske sin næste og omvendt, da vi alle er uløsligt forbundet med hinanden.

Det er også kun her den varige og salige fred på jorden mellem mennesker og omskabelsen af denne til et paradis kan ske, da det først er når alle levende væsner udlever denne væremåde 100% fordi de ikke kan andet, at de sidste dyriske rester, af grådighed, egoisme, at tage i stedet for at give, kan og vil gå hundrede % til grunde en gang for alle.

Denne spirende næstekærlighed er også en ny form for sympati og ønske om at dele sig selv med alt og alle, ikke for at binde eller kontrollere, men fordi det er det eneste der til sidst vil føles rigtigt.
Denne udvikling kan ikke forceres men sker gradvis i takt med vores udlevelse og mættelse af hvad den partiske kærlighed kan bibringe, i forhold til vores indre voksende ønske, om at være til glæde og velsignelse for vores næste.

Dette er også grunden til at vi efterhånden mere og mere ser en undtagelse og færre og færre par, der fortsætter et eller flere liv sammen. Flere og flere bliver skilt, vil have flere partnere, ønsker ikke at få børn, eller kun et, som ikke er det kernefamilien foreskriver, flere og flere bekender kærligheden til deres eget køn, hvad er en forudsætning for at kunne elske alle levende væsener.

Før var det en overlevelse især i dyreriget og for det rendyrkede dyr, det handlede om at finde en af modsatte køn, for at kunne parre sig, få et afkom og føre slægten videre, dette var det også i den gamle ægteskabs form og domæne, dels kunne man ikke forestille sig det anderledes og dels var det en overlevelse for ens slægt og økonomiske forsørgelse.

Det at den kommende tid bringer store forandringer med sig og som vist tidligere i indlægget, at de allerede er i gang og sker, er ikke i en baggrund af egoistiske årsager og grunde, men slet og ret fordi det ikke er meningen at det enkelte væsen, skal slutte og nå i mål som halvt dyr, halvt menneske, med både dyriske tendenser, som forårsager død, destruktion, ødelæggelse og ragnarok, og menneskelige som gør det splittet i forhold til dens partner og førnævnte væremåde. Næ meningen er en videreudvikling til at blive et fuldkomment og rigtigt menneske, som tager bolig i det rigtige menneskerige og udlever den væremåde Jesus for 2000 år siden viste os vejen til, som et næstekærligt gudevæsen, der elsker alt levende i mikro som makrokosmos og dette i samklang med lovens fylde; elsker hverandre.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

onsdag den 14. juli 2010

Det levende væsens seksualitet og polforvandling, deres berettigelse og nødvendighed i den fysiske verden.

Det levende væsenets seksualitet, er af en meget vigtig beskaffenhed, og er som alt andet i verdens altet, et nødvendigt gode.

Dette fordi, at det er den direkte kontakt til vores ophav, hvad vi end vælger at kalde det der opleves som større end os selv.


Der også kan beskrives som den højeste ild og kontakt.


Da den ligesom solen er en intensitet af energi, af LYS, fred, kærlighed og en himmelsk tilstand vi kommer i kontakt med, i dens yderste konsekvens og ved klimaks, når vi når orgasmens udløsning - fysisk så vel som inderligt oplevet.

For at opfatte og kunne erkende seksualitetens berettigelse, o
g at den er en klar nødvendighed.
Bliver vi nødt til at se tingene i et større perspektiv, og sætte dem ind i et evolutionært og kosmisk perspektiv.

Dette startende ved mineralriget, som også er beboet af levende væsener.

I dette rige, er det åndelige væsen på vej til, at manifestere sig i den fysiske verden.

Dog som med et mineral, er den eneste sansningform, den indre også kaldet natbevidstheden.

Denne sansning, består af det inkarnerede væsens oplevelser og eksaltering i sine tidligere livsoplevelser/erindringer, også kaldet guldkopierne.

Dette er grunden til, at mineraler er så særprægede, og kan tage sig ud i de mest fantastiske farver og former, ligesom med blomster. 


Da det også er starten på indviklingen i den fysiske materie, og kontakten til den guddommelige verden, eller hvad du end vælger at kalde den, der næsten lige er sluppet efter mange inkarnationer som beboer i mineralriget.

Opsamler det levende væsen nu en masse oplevelser, og dermed erfaringer i at være i den fysiske verden.
Og giver dermed også mere og mere slip på den åndelige verden, til fordel for den fysiske. 


Gennem disse erfaringer, udvikler det levende væsen sin sansning og optagelse af føde og måden, at fordøje den på.
Såvel som oplevelsen og sansningen af sin seksualitet og orgasmen, der vedligeholdelser til kontakten til den åndelige eller med din betegnelse, anden verden.

Det levende væsens ene pol, som er et topolet væsen i den åndelige verden, stagnerer i dyreriget, som er det rige det levende væsen tager beboelse i efter mineralriget og planteriget. 

Denne pol bliver først vækket til live igen, når det levende væsen er nået ind i dyreriget, til den største form for udviklede abevæsen. 

Det vender jeg tilbage til og beskriver.

I planteriget udvikler det levende væsen sig, videre til at sanse sin omverden og omgivelser, og er nu ved at åbne sig for sin dagsbevidste sansning, og den udadrettede opmærksomhed til den ydre verden.

Igen fra inkarnation til inkarnation udvikler væsenet sin sansning, og dermed sin evne for oplevelsen af livet.
Som forfines, hvilket ligeså sker i forhold til fordøjelsen, og sansning og oplevelsen af en større og større forbundenhed med den fysiske verden og materie. 


Indviklingen forsætter ind i dyreriget, hvor den er på sit højeste ved før omtalte abemennesketilstand. 

Her begynder og vende indviklingen sig til en udvikling, hvilket også er det der sker for det levende væsen.
Da det nu er ved at udvikle sig ud af den fysiske materie, og frem mod det åndelige plan og denne verden igen.


Bare nu med et endnu større potentiale for sin oplevelse og sansning af sit LYS, og dets sande og dybe potentiale.
Og for den sags vedkommende, også af andres og sit ophav, GUD`s eller hvad du end vælger at kalde det du oplever, som større end dig selv.


Den pol der stagnerede i dyrestadiet, begynder nu igen at røre på sig, og udvikler sig til den er på samme niveau, som den anden pol.

Når dette sker, får det levende væsen, det Martinus betegner som kosmiskbevisthed.
Som kort beskrevet giver væsenet en 100 % dagsbevidst oplevelse, af sit opgav og den åndelige verden.

Og giver dermed væsenet mulighed for, at kunne det samme som væsnet kan opnå i den åndelige verden, nu bare også i den fysiske verden. 


Dette kan også beskrives, som at mennesket, har opnået den totale frie vilje og fuldkommelighed, og nu er blevet menneske i Guds billede efter hans lignelse.

Polerne har nogle kvaliteter, 

den ene er, 
maskulin 

den anden er, 
feminin.

Den ene har med tanker og logik at gøre, den anden med følelser og kærlighed.


Og er det der gør, at vi fysisk udtrykker det køn vi gør.
Hænger sammen med hvilken pol, der er stagneret. 

Vi bliver hankønsvæsener, hvis den feminine pol stagnerer.

Og hunkønsvæsener, hvis det den maskuline pol stagnerer.


Denne videre udvikling af den før stagnerede pol, er også grunden til, at vi nu ser, at mænd bliver mere feminine, og kvinder mere maskuline.

Og det kan kun være sådan, da vi som slutpunkt for at kunne opnå kosmisbevidsthed, skal have 100 % balance mellem begge poler. 


Når vi har det, har vi åbnet for den højeste sansningform, intuitionen.

Som omtalt før giver os evnen til, at se meningerne bag alle livets skabelser og foreteelser, og vi får dermed gudsbevidsthed. 


Da kan vi kun være et gudevæsen, som vi dybest set altid og for evigt er.

Og dermed også nu kun tjene næsten, og være 100 % i samklang med livets love og grundfacit

"Alt er såre godt og dermed Kærlighed"

Vi er nu nået til en væremåde, hvor vi kun kan elske vores næste som os selv, og Gud over alt andet.


Og det er igennem vores lidelseserfaringer og ubehaget, at vi har opbygget denne opfattelse, erkendelse og væremåde.

Det har også gjort, at det nu er blevet vores eneste og sande måde, at være og handle på. 


Noget vi ikke skal tænke over, for at gøre det.

Og som vi har en 100 % logisk opfattelse af, hvorfor det kun kan være og gøres på denne måde, og vi derfor pt. ikke kan handle anderledes end vi gør.


Tilbage til dyreriget; 

dyreriget, er en repræsentation af en overgang mellem to riger.

Dyreriget, som langt størstedelen af menneskeheden befinder sig i.

Og det rigtige menneskerige, som er det rige Martinus og Jesus befinder sig i, og vi kommer til at tage beboelse i, når vi også er blevet topolede væsener og har opnået kosmisk bevidsthed.

Det er dette rige, som beboes af alle de væsner, som nu er direkte talerør for guddommen, til os og mellem os.

Det er her, at vores bønner og dyrenes i form af dødsskriget, for mennesket deres bevidste bøn grundet deres udvikling, bliver mødt af skytsengle, engle, guider etc.

Og det er her, at de har hjemme, alle dem vi har kontakt til, når vi får kontakt fra og med den åndelige verden i form af budskaber, støtte og vejledning.


Dyreriget betegnes også, som en mørkezone og skueplads for kamp og drabsprincippet.

Da denne zone, handler om alles kamp mod alle og den stærkest overlevelse.

Hvor alle fortærer eller bliver fortæret af hinanden, da det er selvopholdelsesdriften der her er den primære, og overlevelsen der er i fokus.

Det kan dog ikke være anderledes i dyreriget, da det levende væsen nu i dyreskikkelse, ikke kan handle logisk eller næstekærligt.

Da det er evner, der er langt fra og overstiger deres bevidsthed, potentiale og pt. udvikling.

Dyrene er mest af alt, nemlig bundet af at handle per instinkt, og det er dette der er deres lod. 


Dyret har derfor også mindst fri vilje, og er mest bundet til sin skæbne, da den frie vilje er noget der hører overgangen til, det før omtalte menneskerige.

Det er her, at det levende væsen kan jonglere og kontrollere, og bruge den fysiske og åndelige materie.

Som henholdvis repræsenterer dyreriget og det rigtige menneskerige, den fysiske og den åndeligeverden. 


Hvilket vi også kan se og betragte inden for al udvikling, der finder sted.

Dog lige såvel som disse maskiner i omskabelse af den fysiske materie, kan bruges som befordrende og til glæde, gavn og velsignelse for næsten.

Kan de også bruges som helvedes- og drabsmaskiner, se blot atombomben. 

Dette skyldes, at det fysiske væsens niveau for  jonglering, opfattelse og ibrugtagelse af den åndelige materie, som etikken, moralen og nænnevnen høre ind under, stadig er på et spædbarnsstadie og dermed også væremåden med, at være til gavn, glæde og velsignelse for næsten.

Tilbage til seksualitet, denne bruges, i inkarnation efter inkarnation, som en slags ventil og et vidensbyrd om, at der er noget behageligt, at opleve og nå, og gør, at det fysiske liv, er til at holde ud, for det levende væsen.

Og da dyrevæsenet, i dyreriget, begynder at kunne rette sin kærlighed, en vel at mærke, partisk kærlighed, som den også ses, blandt alle os dyremennesker.
Dermed kan skabe en evne til at være sammen, danne par og parre sig, og få et afkom, ud af denne akt.

Endvidere, kunne dele og søge trøst hos en partner, ligesom vi også ser det, med os og der hvor vi er, i vores udvikling i dag som dyremennsker, også symboliserede ved Sfinken i ægypten.

Halvt dyr, halv menneske.

Den ene fod, i dyreriget, den anden, i det rigtige mennskerige.

Hvor det for det dyret, foregår på et meget mindre og ligeså bevidst niveau.


Dette er også her, at dannelsen af moderprincippet og det at drage omsorg for sit afkom, opnås og sker.

Og som udvikler sig til, vores evne til, at kunne drage omsorg og give kærlighed til vores egne børn og partner, som dog også stadig er af en partisk karakterer. 


Dog jo mere, at vi øver os, og dermed udvikler vores evner og væremåde i det.
Vil denne og disse, til sidst kulminere i kærligheden, til vores næste, og også på lige fod, til vores eget køn, og alle andre levende væsener.


For os dyremennesker, er det også en ventil og en åbning, mod den guddommelige verden, altså den seksuelle akt og sansningen, ektasen og orgasmen som kulminationen, på denne. 

Vi bruger også ord som, at komme i den syvende himmel, det var himmelsk sex, og det var som at være i himmerrige. 

Det kunne nu heller ikke være mere rigtigt, da det er den direkte kontakt, til Gud og himmeriget.
Dog i en begrænset mængde, og ligeså afstemt, med vores sanse- og nervesystem i forhold til selve oplevelsen.


Jo tættere, i vores udvikling, at vi kommer på, at blive topolede væsener, jo mere degeneret bliver, den fysiske seksualitet, og den partiske kærlighed også.
Og omdannes nu istedet til, en udadrettet næstekærligehed, til alle levende væsener, i såvel mikro, som i makrokosmos, og dermed til guddommen.



https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

torsdag den 3. juni 2010

Hvem er din næste...?

Din næste er alle levende væsner, store som små, i mikrokosmos som i makrokosmos. Alt levende har en sjæl og er et levende væsen, så når Jesus udtaler, " du skal elske din næste som dig selv" , er der ingen begrænsninger i dette, denne udtalelse omfatter alt.

Det vil med andre ord sige, at vi som sjæl, er en del af en sammenhæng og en helhed kaldt og betegnet som GUD eller hvad vi vælger at betegne det som vi oplever er større end os selv og vores ophav, og er dermed forbundet med alle andre i kraft af dette.

Som jeg også har beskrevet i et af de andre indlæg vil det også medføre, at hvad vi end gør over for andre levende væsner, sender eller handler ud vil være noget vi skal stå til regnskab for på et senere tidspunkt. Ikke som en straf, dog som en retfærdig konsekvens i form af en oplevelse af ubehag og lidelse hvilket egentligt er en kærlighedsgave af forståelse for bevidsthed og erfaring i, at hvis vi vil opleve behag i vores eget liv og indre må vi så kærlighed, glæde og velsignelse til andre og os selv.

Det vil også sige, at der hvor vi lukker af for andre, af den ene eller anden grund, lukker vi af for os selv, og dermed en side af os selv, da alt hvad vi gør som skaber ubehag for os selv eller andre, bliver en direkte konsekvens for os selv og vi oplever dette, som ubehag og lidelse.

Dette for at opøve vores skelneevne for, hvad der skaber behag eller ubehag og dermed glæde og velsignelse - eller mørke og lidelse.
Dette er vores vejleder i livet i at agere indenfor universets love og lovmæssigheder, som igen er vores fundament for at kunne forstå og leve i harmoni og balance med disse, og dermed os selv og andre.
Dermed at blive et menneske i GUD´s billede efter hans lignelse og dvæle i hans velbehag som det er bebuddet.
Dermed er lidelse også kærlighed, da det medfører forståelse og bevidsthed og evnen til at være og udøve næstekærlighed. Dermed bliver slutfacit: Alt er såre godt.

Når der i biblen bliver udtalt, at du ikke må ihjelslå, betyder dette i bogstaveligste forstand, at du ikke må slå ihjel overhovedet.
Dette er ikke på nuværende tid muligt i den fysiske verden, dog kan vi begrænse det så meget som muligt når vi ved hvor og hvordan og der er det, at vi må se på evolutionen og hvor det er i denne og livet, så vi er så bevidste i vores handler og dermed forvolder den mindste lidelse.
Grunden til at vi skal se på evolutionen er, for at forstå det levende væsens udvikling og hvilken plads det har i denne og hvor i udviklingsforløbet det pågældende levende væsen befinder sig i forhold til os.
Dermed bliver vi vidende om, hvor udviklet deres sanseapparat og dermed hvor stor og dagsbevidst dets sansning er af og i oplevelsen af livet og dermed hvor også hvor vi kan høste den mest nænsomme konsekvens eller såkaldte karma af lidelse i vores omgang med det.
Dette fordi meningen med livet i bund og grund handler om, at opleve og altså oplevelsen af livet.

Når vi gør et andet væsen fortræd eller ligefrem slår det ihjel, berøver vi dermed væsenets mulighed for oplevelse og evne/mulighed for i en periode at udvikle sig videre til at blive et næstekærligt menneskevæsen. Derfor er dette ikke en kærlig gerning, ej heller til glæde eller velsignelse for væsenet og dermed heller ikke for en selv.

For at vi skal kunne forstå og begå os i den fysiske verden og leve i harmoni og balance med denne, må vi lære disse lovmæssigheder at kende.
Dette sker på den mest retfærdige måde, nemlig ved at vi høster det vi har sået og dermed høste konsekvenserne af den handling og væremåde vi tidligere har udlevet og givet til verden og livet.
Jo mere udviklet vores sanseappart og dermed vores bevidsthed og forståelse af dette er, jo hurtigere oplever vi konsekvenserne af vores være- og tankemåde. Da tanken som er tænkt, er det samme som handlingen som er udlevet, bare i mindre fysisk manifesteret form.
Konsekvensen kan komme med hvad jeg selv har oplevet, nogle sekunders interval mellem tanken/handlingen til konsekvensen af denne.

Alt hvad vi gør har en konsekvens, nu er det ikke sådan at vi skal stoppe med at tænke og handle, dog bare have forståelsen for at det medføre konsekvenser og ikke er ansvarsfrit.

Derudover at alt er i den skønneste orden og det der sker og vi oplever, sker fordi vi har skabt muligheden for det og ene og alene af den grund, ingen andre.
Dette for at lære os forskellen på oplevelsen af behag og ubehag, lys og mørke så vi dermed kan skelne mellem disse faktorer og gøre at vi kan navigere os igennem livet og hen mod mere behag og LYSoplevelse.
Det er ikke meningen at vi skal have skyldfølelse overfor det vi gør med denne her viden, det handler ikke om skyld dog ene og alene om ansvar som er vores. Ingen andre kan ændre vores væremåde, andre end os selv, ej heller tage ansvar for vores liv.

Så vi kan spørge os selv om, hvorfor dette eller hint skete og vi oplevede i vores liv og hvorfor den og den gjorde det og det, såkaldt mod os.

Her er det begrebet at vende den anden kind til opstår, fordi det det andet væsen påføre os jo kun det vi har påført et andet væsen tidligere og dermed har skabt mulighed for at møde igen.
Dermed er væsenet ikke en fjende og dog kun et redskab og en budbringer af en kærlighedsgave der gør os bevidste og nærværende og så vi kan forstå og lære os selv at kende, møde os selv i vores inderste væren og essens og dermed blive bevidste om livets love og vores livsudfoldelse og øvelse i det.
Dette væsen som var vores redskab som budbringer og bevidstgøre i denne forståelse og viden på samme måde som vi er det for andre, skal nok på samme retfærdige måde modtage det som denne har videregivet og brug for for at forstå sine handlinger overfor os.
Det er der retfærdigheden altid vil og kun kan ske fyldest, og der vi bliver frataget rollen med at skulle dømme andre.

Dog lige såvel som vi på andre områder i livet og på nuværende tidspunkt ikke kan udleve os og dette til fulde her, for kunne vi var vi jo allerede fuldkomne kærlighedsvæsener der ikke længere havde brug for at opleve lidelse og ubehag, er det vigtigt at vi ikke bruger denne viden til at slå os selv oven i hovedet med, hvad jo ikke er kærligt og forstående overfor os selv. Vi gør jo kun som alle andre, det vi har forståelse for og deri vores bedste og ellers gjorde og havde vi gjort det anderledes og noget andet.
Så det skal mere forstås som en guidning og viden til at gøre og skabe så lidt lidelse og ubehag for andre og dermed for os selv, og hvor vejen dertil at møde alt med accept, dog som vi formår pt. og ikke efter et ideal, da vi så igen er ligevidt og ikke udøver en kærlig gerning i forhold til os selv. For at ville forcerer eller presse os til at være en anden eller et andet sted end vi pt. er, er det samme som ikke at anerkende hvor vi er og os i forhold til hvad vi kan og pt. formår at udleve os som.

Det er ikke noget vi kan forandre ved hjælp af blot og bar viljestyring og ej heller er det noget vi kan tænke os frem til. Forandringen sker i kraft af den lidelse vi oplever i vores liv og dermed den livserfaring og forståelse denne medføre for os og som til sidst vil gøre os mætte af, at se og opleve mere ubehag og lidelse hvorfor vi begynder kun at ønske at opleve glæde og behag og handler så efter dette.

Igennem denne proces skaber vi en forståelse for os selv og på hvor det er, at vi skal anstrenge os med vores viljestyrke i at øve os på en opøvelse af en være- og handlemåde der vil medføre en oplevelse af behag og glæde for os selv og andre og sætte denne istedet for den nutidige oplevelse af ubehag og lidelse som vi pt. oplever og videregiver andre.

Hvis vi ser helt jordnært på vores fysiske opretholdelse af vores eget liv i dette lys betyder det også, at hvis vi slår ihjel for at leve selv, er der en konsekvens forbundet med denne ikke uidelle og ukærlige livsføring og fødeindtagelse, idet vi frarøver et andet levende væsen muligheden for at opleve livet.

Indenfor åndsvidenskaben taler Martinus om, at en almindelig ihjelslåning ikke opleves af dyret som et had til dyret, dog som en ulykke der sker for det, og det er den konsekvens vi vil høste i vores eget liv, en uforudset ulykke.

Her gør det sig også gældende hvor kraftig tilbagevirkningen er for den som vil opleve det, for jo kraftigere en oplevelse dyret har af det, jo kraftigere en konsekvens vil vi modtage hvilket vil sige, at jo længere dyret er fremme i evolutionen og dermed er udviklet bevidstheds- og sansemæssigt, jo stærkere oplevelse har dyret af vores gerning, overgreb og fjernelse af dets livsoplevelse.

Den anden ting er; hvis vi tænker på hvad det reelt vil sige, at spise og indtage et andet væsens hylster og dermed kroppen/kødet det har i sin besiddelse for at være i og opleve livet, vil det være at sammenligne med ligspisning, hvilket det jo i bund og grund også er og hvilket vil resulterer i, at vi gør den ellers så levende krop som vi er i besiddelse af, til en opmagasinering og ophopning af lig og dermed kan sidestille den med en kirkegård af død, undergang og forrådnelse. Dog igen vigtigt at pointere, viden er ikke for at skulle slå sig selv ovenihovedet med, fordi vi ikke kan leve op til dette ideal pt. og er kun en viden om at forstå og opleve livet og vores handlinger i et meget større perspektiv og sammenhæng.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/

mandag den 24. maj 2010

DNA og talentkerner og princippet bag.

Hvad er DNA og talentkerner/talentkerneprincippet, egentligt for noget ifølge åndsvidenskaben ?

DNA er vores individuelle beskrivelse og en kopi af, hvem vi er, hvordan vi ser ud og hvilke egenskaber vi besidder. Dette er i bund og grund, nøjagtig det samme talentkernerne er, står for og beskriver.

Altså det samme, bare med to forskellige vinkler, henholdsvis den naturvidenskabelige og den åndvidenskabelige, henholdvis loven om den fysiske materie, det vi kan måle og veje og loven om den åndelige materie, det vi ikke kan se med vores blotte øje, men som vi må sanse, via vores indre sanseperspektiv/redskab, vores indre iboende sansning, som er det vi bruger i drømme, visualisering og vores indre fornemmelse.

Og som yderligere, kan afdækkes i oplevelsen af hinanden, ved at kigge på og betragte hinanden og de forandringer det medfører, når vi gør ting på den ene eller på den anden måde, altså en oplevelsesorienteret forståelse og sansning.
Dette er måden, at afdække og blive forstående overfor, den usynlige åndelige materie, dens love, analyser og bevægelse.

Hver eneste gang, vi gør noget og dermed øver os i noget, dannes en ny talentkerne, hvis det er noget vi aldrig har gjort eller prøvet før, og hvis det er, udvides den gamle med den nye viden og det opnåede nye øvelsesniveau.

Disse niveauer, kan deles op i 3. faser.
Fase 1; en ønskefase der handler om, at vi gerne vil og ønsker at lære noget nyt.
Fase 2; som er en øvefase, hvor vi øver os, bliver bedre og bedre og praktiserer, vores ønske i handling, til vi til sidst når til ...
Fase 3; hvor vi er blevet så øvede, at vi ikke mere behøver, at tænke over det for at gøre det, dette kaldes genifasen.
Vi er nu, blevet genier i den pågældende ting og på det pågældende område, det er blevet en vane og en automatfunktion, som nu har sin hukommelse siddende i rygmarven, vi kan det på rygmarven, som vi også bruger som talemåde.

Dette er ikke betinget af, hvad det er vi øver os i, for alt hvad vi øver os på bliver vi gode til, uanset om det skaber behag eller ubehag, for os selv og andre.
Vejen til at ændre og forandre det er, at vi må øve os i det, vi vil give og selv ønsker, at opleve i vores liv.
Dette, er den eneste vej til forandring og det, er det samme som udvikling.
Vi udvikler os, fra det ene som vi har fundet ud af, kun skaber ubehag og lidelse og til det, der skaber behag og glæde, for os selv og andre.
Der findes ingen fribillet, vi kan ikke læse os til det og vi kan ikke blot, ved bar viljestyrke opnå det.

Vi må handle, skabe og manifestere i det fysiske liv, for at opnå livserfaring, erkendelse og viden og dermed, muliggøre, at disse forandringer kan indtræffe i vores liv.

Disse talentkerneprincipper, gælder også for organerne, og de informationer der ligger her, handler om organernes opbygning, tilstand og deres vedligeholdelse eller mangel på, altså måden vi har behandlet dem på, liv efter liv efter liv, hvad vi har givet videre til dem, i form af åndeligt eller fysisk føde og dette på alle planer.

Da vi nu kan se, at DNA og talentkerner er ord for det samme, bliver det også klart, at vi ikke kan arve noget fra nogen, alt hvad vi gennemlever og oplever af tilstande og såkaldte "sygdomme", er relateret og kommer udelukkende fra os selv og ville aldrig kunne være blevet, overført fra vores forældre.

Det der gør, at vi kan få samme tilstande, ubalancer og sygdomme, som vores forældre er grundet i vores affinitet med dem, loven om lige tiltrækker lige. Vi er forbundet, med vores forældre gennem dette og det er det der gør, at vi kan blive født hos dem og blive deres børn, på lånt tid.
DNA`en/Talentkernerne, skal så og sige matche, mere eller mindre, for at dette kan ske og bliver muligt.

Vi er efterhånden, blevet mere og mere bevidste om rigtigheden, i disse forhold og kan logisk godt se og forstå, at der må være noget om, at lige tiltrækker lige, at det vi sender ud modtager vi, så hvorfor gør det sig ikke gældende på dette område og på alle områder i livet, hvis det gør på et område.

For mig, hænger det sammen med den naturvidenskablige forståelse og syn, på mennesket og livet som helhed. Den åndsvidensskabelige tilgang med tilhørende ansvarlighed og tolerance fremtræder ikke pt. i naturvidenskaben, og derfor bliver det også en amputeret og mangelfuld forståelse, der tegner sig og beskrives for os.
Vi må derfor, selv gøre arbejdet og blive åndsforskere i vores liv og på denne måde, hjælpe til med at afdække, alt det der ikke er afdækket for os selv og andre om livet.

Det vi ikke har erfaringer i, har vi ikke muligheder for at forstå, før vi er parate til at tage næste skridt og afdække dette område også, vi må opleve, sanse og forske i det og dermed skabe talent og erfaring for at kunne forstå og gøre det. Hvad vi ikke har skabt mulighed for at opleve kan vi ikke tiltrække, både af behag og ubehag, sådan hænger også forbindelsen mellem vores forældre og os sammen.

Hvis der ikke var denne affinitet, mellem os og dem, ville vi ikke kunne mødes, for tiltrækningen ville mangle.

På samme måde, er de i den store helhed og sammenhæng, det er blandt andet det som gør, at viljestyringen og ordenen i universet, lever i bedste velgående og sørger for, gennem loven om affinitet og årsag og virkning, at der kun sker det, i vores og andres liv som de og vi, har skabt mulighed for kan ske.
Og dermed sker retfærdigheden, altid fyldest i alle sammenhænge, på alle planer og niveauer i livet og i universet.


https://www.facebook.com/pages/%C3%85ndsvidenskabAandsvidenskab/286281888079008

http://aandsvidenskab.blogspot.com/